TEK er med i nyt center, der styrker innovation

Center for Integrerende Innovationsledelse på Det Tekniske Fakultet forsker i nye metoder og tilgange, der kan sikre virksomheders position i den internationale konkurrence. Midlet er innovation.

Når det handler om at skabe vækst og konkurrenceevne, er innovation, produktudvikling og ledelse ikke til at komme udenom, og med det nye Center for Integrerende Innovationsledelse styrker Syddansk Universitet satsningsområdet.

- Centret er unikt, fordi det er tværfagligt og kombinerer ingeniørdiscipliner med marketing- og ledelsesforskning. Vi fokuserer på hele innovationsprocessen lige fra den løse idé til kommercialisering og implementering, siger centrets leder professor Mette Præst Knudsen.

Forsker i innovative løsninger
Et af det nye centers forskningsområder er spørgsmålet om, hvordan brugere og virksomheder i højere grad kan arbejde sammen på f.eks. it-platforme og lignende for at fremme teknologidrevne forretningsmuligheder. Dertil kommer discipliner som innovationsledelse, virksomheders evne til at omsætte kreativitet til innovation, åben innovation og forretningsudvikling.

I det hele taget handler det om at øjne de strategiske muligheder og trends, som især kan gavne små og mellemstore virksomheder i en stadig øget global konkurrence, forklarer Mette Præst Knudsen:

- På sigt kan det være muligt, at virksomheder kan udvikle og tilrettelægge deres produkt, så forbrugeren selv kan printe produktet med 3D-printere, og f.eks. få præcis det design på lige den kop de ønsker. Og derved kan dansk industri bedre konkurrere og blive mindre afhængige af produktion i lavtlønslande.

For lidt innovation
Men det handler også om at se mulighederne for at gøre flere danske virksomheder innovative. Forskernes resultater viser, at selvom der er et øget fokus på betydningen af innovation og produktudvikling, så er den samlede andel af dansk industri, som er innovativ, overraskende stabil over tid. Derfor er der fortsat et uforløst potentiale i Danmark.

Forskerne lægger vægt på at have en interagerende tilgang til virksomheder. Virksomheder får adgang til forskningsresultater f.eks. igennem foredrag, og gennem opfølgende dialog får forskerne ofte indspark til nye forskningsprojekter.

Center slår dørene op
Centret indvies tirsdag den 11. februar kl. 14.00 på Det Tekniske Fakultet, Auditorium 2, Niels Bohrs Alle 1 i Odense. Pressen er velkommen.

Et af dagens temaer bliver den økonomiske og ledelsesmæssige side af innovation – og de tværdisciplinære udfordringer, som det indebærer.

Centret er ledet af professor Mette Præst Knudsen, og tæller ti seniorforskere og fire ph.d.-studerende fra både Det Tekniske Fakultet og Det Samfundsvidenskabelige Det Tekniske Fakultet.

Se mere på www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/Ci2M  og se medarbejderne her.

Yderligere oplysninger
Professor Mette Præst Knudsen, tlf. 27787455, e-mail mpk@sam.sdu.dk  

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies