Rejsegilde på Det Tekniske Fakultet

Taget er ved at være færdigt på bygningen, som i fremtiden skal huse de ingeniørstuderende på Syddansk Universitet. Det nye tekniske fakultet er udtænkt af den internationalt anerkendte arkitekt, Anna Maria Indrio.

Cirka et år efter, at det første spadestik blev taget, er håndværkerne ved at lukke taget på den 19.000 kvadratmeter store bygning, som fra næste år skal huse 2600 ingeniørstuderende.

Torsdag den 10. april er der rejsegilde på den nye bygning, hvor Det Tekniske Fakultet flytter ind i 2015. To kilometer adskiller i dag fakultetet fra den øvrige del af Syddansk Universitet i Odense, men i fremtiden smelter ingeniørerne sammen med resten af universitetet.

Ridder bag Det Tekniske Fakultet
Bygningen er udtænkt af den internationalt anerkendte arkitekt Anna Maria Indrio fra arkitektfirmaet C.F. Møller. Hun er slået til ridder i både Danmark og Italien for sin enestående arkitektur. Hun har blandt meget andet været den kreative hjerne bag renoveringen af Hotel d’Angleterre i København. Og det nye tekniske fakultet bliver endnu et mesterværk.

Arkitekturen bag det nye byggeri favner det oprindelige Syddansk Universitet, men skaber samtidig sit helt eget futuristiske udtryk. Dele af bygningens facade bliver beklædt med et net, som ligner en masse sæbebobler i forskellige størrelser. Disse rundinger er med til at skabe lys, luft og rummelighed i bygningen.

Kæmpe trappe som skulptur
Flere markante elementer kommer til at dominere det 19.000 kvadratmeter store tekniske fakultet. Når man træder indenfor i bygningen, bliver man mødt af en kæmpe trappe, som bliver kaldt ’Møblet’. Trappen er som en skulptur, som går gennem bygningen og bliver et naturligt og spændende samlingspunkt.

Under den store trappekonstruktion er der seminar- og møderum. Selve bygningen består af to etager med blandede kontorlokaler, projektarbejdspladser og de mest moderne laboratorier.


Rejsegildet finder sted torsdag den 10. april 2014 kl. 14.00 på byggepladsen, Syddansk Universitet, Campusvej 55.

Yderligere oplysninger:
Dekan Per Michael Johansen, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet: pmj@tek.sdu.dk eller 2778 7302.

Læs mere om Det Tekniske Fakultet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies