Ny viden til kamp mod øjensygdomme

Dansk-amerikansk forskning i proteiner fører til vigtig viden om arvelige øjensygdomme

Lektor Henrik Karring fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi har været med til at kortlægge de proteiner, der spiller en rolle i udviklingen af en bestemt type af arvelige øjensygdomme.

Undersøgelsen, der har bragt hidtil ukendt viden frem i lyset, er netop offentliggjort i et anerkendt tidsskrift inden for øjenforskning.

Afhjælper pletter på hornhinden og nedsat syn
Forskerne har undersøgt en bestemt type arvelige øjensygdomme, hvor der dannes uklare ’pletter’ eller ’linjer’ på hornhinden, så personens syn bliver nedsat.

”Flere af de proteiner, vi har fundet, er kendt fra andre såkaldte ’amyloide sygdomme’ som fx Alzheimers sygdom. Vores resultater tyder derfor på, at de biokemiske mekanismer i disse øjensygdomme ligner dem, som foregår i bl.a. Alzheimers,” siger Henrik Karring, der er hovedforfatter på artiklen.

”Der findes i dag ingen effektive behandlingsmetoder til disse øjensygdomme, og vi håber derfor, at den nye detaljerede viden kan bidrage til udviklingen af relevant medicin,” siger han.

For mere information kontakt
Lektor Henrik Karring på hka@kbm.sdu.dk / mob. 21356350


Om undersøgelsen
Henrik Karring (Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi) og Peter Højrup (Institut for Biokemi og Molekylær Biologi) fra Syddansk Universitet har sammen med Kasper Runager, Ida B. Thøgersen og Jan J. Enghild fra Aarhus Universitet samt Gordon K. Klintworth fra Duke University, USA udført forskningen.

Forskningsprojektet er bl.a. blevet støttet af den amerikanske læge- og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution, National Institutes of Health (NIH).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies