Dronenummerplader skal øge sikkerheden

Syddansk Universitet og Trafik- og Byggestyrelsen arbejder sammen for en effektiv og sikker anvendelse af droner - en nødvendighed for at støtte industrien og udfolde vækstpotentiale. Dronenummerpladen er første skridt på vejen.

Syddansk Universitet (SDU) og Trafik- og Byggestyrelsen går nu sammen for at understøtte og fremme udviklingen af teknologiske og infrastrukturmæssige løsninger, der skal sikre en effektiv og sikker anvendelse af droner.

- Trafik- og Byggestyrelsen har med indgåelsen af samarbejdsaftalen mulighed for at trække på SDU’s ekspertise inden for droneområdet og herunder få afprøvet nye teknologier. Det betyder også, at Trafik-og Byggestyrelsen får et godt grundlag til at basere kommende droneregler på, siger Per Schmock, kontorchef i Trafik- og Byggestyrelsen.

- SDU UAS center anerkender, at der kræves en kombination af teknologiske fremskridt og politiske beslutninger for at opnå fremtidig vækst i droneindustri. Derfor har vi indgået en samarbejdsaftale om udvikling af tekniske løsninger til understøttelse af kommende droneregler med Trafik- og Byggestyrelsen, der også kan bidrage med deres viden og erfaringer på området, siger Brad Beach, leder af SDU’s dronecenter, SDU UAS Center.

Vækstpotentiale

Droneindustrien er i voldsom vækst i disse år, og spørger man EU-kommissionen, vil væksten i 2050 kunne veksles til 150.000 jobs og en omsætning på 15 milliarder euro i Europa. Hvis vækstpotentialet skal kunne udfolde sig, er der dog en række udfordringer, der skal tages hånd om for blandt andet at sikre personsikkerhed og privatlivets fred.

- Vi ser for tiden en stærk vækst i udbredelsen og anvendelsesmulighederne af droner. Denne udvikling udfordrer i høj grad reglerne for anvendelse af droner, som stammer fra en tid, hvor der ikke var tænkt på vor dages brug af droner. Der er derfor behov for at tilpasse og indrette nye regler, således at de nye muligheder, der ligger i droner, kan udnyttes bedst muligt samtidig med, at der sikres offentlig accept af droner, siger Per Schmock.

Dronenummerplader

Et vigtigt skridt på vejen er indførelsen af de såkaldte dronenummerplader, der vil give myndighederne mulighed for at identificere flyvende droner samt monitorere droneaktiviteten online. Der arbejdes med to forskellige modeller. Den ene er en lille GPS, der via mobilnettet sender sin position til en server, når dronen er i luften, mens den anden vil sende direkte radiokommunikation til en scanner på jorden.

- Hvis den kommercielle droneindustri skal blive en succes, vil det kræve befolkningens tillid til sikker og lovlig drift. Løsninger skal være enkle, billige og lette at føre ud i livet for at opnå succes. Jeg tror, at dronenummerpladen vil leve op til alle disse krav, siger Brad Beach.

Testflyvning

SDU har med succes foretaget de første testflyvninger i HCA Airport i Odense, og fra midten november og en måned frem vil 10 professionelle droneoperatører få deres drone udstyret med en nummerplade. På baggrund af blandt andet disse erfaringer vil SDU ved årsskiftet aflevere en samlet rapport til Trafik- og Byggestyrelsen. Rapporten vil være med til at danne grundlag for kommende lovgivning på området.

- Vi vil se en fortsat vækst af anvendelsen af droner. Med elektronisk ID/nummerplader vil det være langt nemmere at sikre at droner, der opererer i bymæssigt område er autoriserede, og at de opererer i henhold til reglerne, siger Per Schmock.
Projektet bygger videre på et samarbejde mellem UAS Denmark og Trafik- og Byggestyrelsen.

For yderligere information kontakt:

Brad Beach, leder af SDU UAS Center, brbe@mmmi.sdu.dk, 20370124
Birgitte Dalgaard, journalist, Det Tekniske Fakultet på SDU, bird@tek.sdu.dk, 2912 5657
Søren Kragh Pedersen, pressechef, Trafik- og Byggestyrelsen, skp@tbst.dk, 4178 0459

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies