Skip to main content
DA / EN

Christian Veje leder for Institut for Mekanik og Elektronik

Professor Christian Veje, der kommer fra Center for Energy Informatics ved SDU, ser frem til at styrke industrisamarbejdet og tegne den strategiske retning for Instituttet, når han overtager som leder af Institut for Industriel Mekanik og Elektronik.

Professor Christian Veje tiltrådte som ny leder for Institut for Mekanik og Elektronik (IME) den 9. maj. Dermed er den nye IME-leder, som kommer fra Center For Energy Informatics, særdeles bekendt med fakultetet.

Samtidigt får instituttet i Veje en leder med baggrund i Danfoss R&D. Industrisamarbejde har altid været et vigtigt og naturligt element i professorens forskning – et fokus, han fortsat vil have i centrum i sin nye stilling.

- Virksomhedssamarbejde på forsknings- og udviklingssiden går hånd i hånd med IME’s muligheder for at uddanne de rette ingeniører til at dække virksomhedernes behov, siger Christian Veje.

Instituttet, der har adresse på både campus i Odense og  Sønderborg, er med godt 120 medarbejdere, er inde i en rivende udvikling bakket op af betydelige donationer fra virksomheder og andre samarbejdspartnere.  

- Jeg ser universitet-virksomhedssamarbejde som en vigtig faktor for samfundsvækst. Den rette uddannelse af ingeniører til at dække virksomhedernes behov er og bliver en kernesag for TEK. Akkurat ligesom samspillet på forsknings- og udviklingssiden er yderst vigtigt, siger Christian Veje.

Instituttets forskning spænder fra grundlagsskabende til industriorienterede aktiviteter og dækker fagområderne mekanik, elektronik, mekatronik og elektrisk energiteknologi.

IME har et meget tæt samarbejde med virksomheder, som omfatter forskning og kommercielt samarbejde med basis i instituttets forskningsbaserede kompetencer og faciliteter inden for industrielle maskiner, e-mobilitet, hydraulik, robotter og vindmøller. 

Dette er områder, inden for hvilke virksomheder i nærområdet er verdensførende, heriblandt vækstlokomotiver inden for energieffektivisering som Danfoss og LINAK, samt de fynske robotgiganter Universal Robots (UR) og Mobile Industrial Robots (MIR). 

- Det er fremragende, at vi har sikret os en så kvalificeret person som Christian Veje til at stå i spidsen for IME. For det første kender han erhvervslivet fra sin tid hos Danfoss. For det andet har han et indgående kendskab til universitetslivet fra sin forskningskarriere og sin tid som uddannelsesleder, siger dekan for Det Tekniske Fakultet ved SDU, Henrik Bindslev. 

Christian Veje har altså stor erfaring inden for de tre grundpiller, hvorpå IME hviler: ingeniøruddannelser på internationalt topniveau, forskning i verdensklasse og industrielle ydelser.

- Læg dertil, at han har en stor social intelligens og et ledelsestalent udover det sædvanlige. Han har en grundlæggende forståelse af mennesker og kan se deres respektive talenter og være med til at udvikle disse ved at sætte de rette rammer og skabe de rigtige muligheder for dem. Til sidst vil jeg fremhæve, at Christian Veje har meget veludviklede samarbejdsevner. Han har kort sagt et erfaringsgrundlag og en række kompetencer, som gør ham til den helt rette til at stå i spidsen for IME, siger Henrik Bindslev. 

Christian Veje er uddannet ved Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet. Han har været ansat ved SDU siden 2008, hvor han i 2013 sammen med Bo Nørregaard Jørgensen etablerede Center for Energy Informatics. Han har boet i Augustenborg i 17 år, men bor i dag i Odense sammen med sin kone. Parret har to voksne døtre. 

FAKTA

 

Unikt partnerskab bag IME

Udover SDU har Bitten &Mads Clausens Fond, LINAK, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune stået bag oprettelsen af først Center for Industriel Elektronik og siden Center for Industriel Mekanik, som nu er samlet under instituttet IME. 

Baggrund

En prognose udarbejdet af Danmarks teknologiske alliance, Engineer the Future, viser at Danmark kommer til at stå over for massiv mangel på højtuddannet teknologisk arbejdskraft i 2025.

Beregninger foretaget af Ingeniørforeningen IDA for Engineer the Future slår fast, at der kommer til at mangle 10.000 STEM-kandidater i 2025 (STEM: Science, Tech, Engineering, Math). Heraf vil der mangle 6.500 civil- og diplomingeniører.

Energiteknologi står for næsten 18 procent af den samlende danske vareeksport, men virksomhederne inden for energieffektivitet mangler ingeniører - især inden for elektronik, mekatronik og mekanik. Derfor giver det mening at uddanne ingeniørerne netop dér, hvor der er brug for dem.

Redaktionen afsluttet: 11.05.2022