Skip to main content

Ny klinisk professor i kardiologi på Hjertemedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital og SDU

Jens Flensted Lassen er den 1/6 -19 tiltrådt som ny klinisk professor ved Hjertemedicinsk Afdeling B, Odense Universitetshospital (OUH) og Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU).

Jens Flensted Lassen er invasiv kardiolog og specialeansvarlig overlæge og sektionsleder for Kardiologisk laboratorium på Hjertemedicinsk afdeling, OUH. Han har mere end 15 års erfaring som klinisk lektor og sektionsleder for iskæmi-sektionerne og de Kardiologiske Laboratorier på henholdsvis Aarhus Universitetshospital, Skejby og på Rigshospitalet.

Han har sideløbende med sit kliniske arbejde været forskningslektor i Sundhedstjenesteforskning, Epidemiologi, og kardiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet og har i alle årene haft arbejdet med anvendelse af kliniske databaser i forskning, udvikling, kvalitetssikring og drift som et af sine forskningsområder.

Ansættelsen af Jens Flensted Lassen skal blandt andet understøtte og styrke samarbejdet mellem de i forvejen veletablerede forskningsmiljøer på Hjertemedicinsk afdeling B, OUH og på de øvrige kardiologiske afdelinger i Region Syddanmark. I praksis ved at udvikle de eksisterende kliniske databaser på de forskellige områder i kardiologien, så der opbygges en infrastruktur, som understøtter forskningen bedst muligt og som sikrer et translationelt fokus og en tæt tilknytning til klinikken. Arbejdet med Kliniske databaser er et betydeligt indsatsområde på Odense Universitetshospital.

”Befolkningen bliver ældre og behandlingstilbuddene er hastigt stigende, og mange hjertepatienter har en lang historik med hjertesygdomme og et stort ønske om medinddragelse og de har desuden en tiltagende mængde af konkurrerende sygdomme,” fortæller Jens Flensted Lassen.

”Dette øger kravene til individualisering af behandlingstilbuddene og til efterbehandling og rehabilitering. Desuden stiller det store krav til planlægning, udvikling og drift af hele sundhedsvæsenet. Denne udvikling kræver nytænkning,” udtaler Jens Flensted Lassen, der i sin forskningsstrategi blandt andet fokuserer på udvikling af metoder til datadrevet ledelse, global vurdering af nye behandlinger, vurdering af rehabiliteringstiltag, udvikling af akut kardiologi, sikring af patientinddragelse og vurdering af sammenhængende patientforløb.

Jens Flensted Lassen har en betydelig undervisningserfaring såvel nationalt som internationalt og har forfattet talrige lærebogskapitler og vejledt over 15 ph.d. studerende. Han har publiceret mere end 250 internationale videnskabelige artikler, heraf flere i meget velansete tidsskrifter. Han har et stort international forskningsnetværk indenfor avanceret stent-behandling af iskæmisk hjertesygdom (Behandling af Bifurkaturstenoser og Hovedstammestenoser), akut kardiologi (både på det organisatoriske plan og i forhold til behandling af ST-elevations Myokardieinfarkt, håndtering af hjertestop uden for hospital og invasiv behandling af kardiogent shock) samt indenfor antitrombotisk behandling.

Jens Flensted Lassen, sidder i flere rådgivningsgrupper under Sundhedsstyrelsen og i Danske Regioner og har været formand for flere arbejdsgrupper under Dansk Cardiologisk Selskab, herunder arbejdsgruppen for invasiv kardiologi og arbejdsgruppen for akut kardiologi, som han var medstifter af. Gennem de sidste fire år har han været formand for Dansk Råd for Genoplivning og er aktuelt Formand for Dansk Hjerteregister samt medlem af bestyrelsen for Vest Dansk hjerteregister. Jens Flensted Lassen er en af initiativtagerne til udvikling af Nyt Dansk Hjerteregister hvor han nu er projektleder og medlem af styregruppen under Danske Regioner.


Mød professoren

Jens Flensted Lassen, ny klinisk professor ved Hjertemedicinsk Afdeling B, Odense Universitetshospital (OUH) og Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU).

Information om professoren

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Redaktionen afsluttet: 20.08.2019