Skip to main content

Professor i mave-tarm-sygdomme

Overlæge Vibeke Andersen (56) er netop tiltrådt et klinisk professorat i gastro-intestinale sygdomme ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU, og Sygehus Sønderjylland

Vibeke Andersens forskning er især rettet mod at finde markører, der kan hjælpe lægerne med at stille en sikker diagnose, forudsige sygdomsforløb og vælge medicin til behandling af patienter med kroniske inflammatoriske tarmsygdomme.

Sådanne markører kan hjælpe personalet på sygehuset til at planlægge, så patienter med et forventet let sygdomsforløb sjældent ses på sygehuset, hvorimod patienter med et forventet svært sygdomsforløb kan følges tæt. Ligeledes kan patienter som man ikke kan forvente, at præparatet har den ønskede virkning på undgå behandling og eventuelle bivirkninger af et udsigtsløs præparat, men kan fra start af behandles med et andet virksomt præparat.

Et forskningsområde er således at forudsige hvilke patienter, der har effekt af de betændelsesdæmpende lægemidler, anti-TNF præparater. Disse præparater bruges til at behandle de alvorligste tilfælde af kronisk tarmbetændelse, rygsøjlegigt, leddegigt og psoriasis. Desværre har op mod halvdelen af patienterne ikke gavn af behandlingen. Vibeke Andersen satte allerede i 2009 gang i indsamling af blodprøver på disse patienter, hvilket har betydet, at vi i Danmark har nogle af de bedste forskningsmuligheder internationalt indenfor dette område.

Et andet forskningsområde er at finde markører, der kan forudsige hvilke patienter, der er i risiko for at udvikle tarmkræft eller have behov for at blive opereret for kronisk tarmbetændelse.

Et tredje forskningsområde er at kortlægge, hvordan kosten påvirker udvikling af kronisk tarmbetændelse og tarmkræft. Undersøgelserne foretages under brug af avancerede molekylærbiologiske teknikker på biologisk materiale fra patienter med gastrointestinale sygdomme. Forskningen foregår i samarbejde med kolleger med vidt forskellige faglige baggrunde og Vibeke Andersen arbejder både i nationale og internationale arbejdsgrupper såsom ”International IBD Genetics Consortium” og ”EPIC-IBD”.

Vibeke Andersen startede som forsker under studiet og fortsatte sideløbende med det kliniske arbejde som læge. Under studietiden forskede Vibeke Andersen sammen med lektor Bjarne Munck, Panum Instituttet i transport af aminosyrer over tarmslimhinden, og i 1986-1989 gennemførte Vibeke Andersen en Ph.d. ved Ove Norén og Hans Sjöström’s laboratorium, Panum Instituttet omhandlende sammensætningen af tyndtarmssaft.

Vibeke Andersen blev uddannet som læge fra Københavns Universitet i 1985. Hun gennemførte speciallægeuddannelsen i intern medicin og medicinsk gastroenterologi på medicinske afdelinger i Københavns amt, på Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital. Herefter har Vibeke Andersen været ansat som overlæge i medicinsk gastroenterologi på Viborg Sygehus fra 2001-2011 og siden 2011 i en kombinationsstilling som overlæge i medicinsk gastroenterologi på Sygehus Sønderjylland og lektor på Syddansk Universitet.

Redaktionen afsluttet: 18.06.2015