Skip to main content
DA / EN
Forskning

Danske data bekræfter: Fluor påvirker intelligensen

Selv en lille mængde flour overført fra moderen under graviditeten eller indtaget i den tidlige barndom kan have konsekvenser for intelligensen, viser nyt studie.

Af Marianne Lie Becker, , 09-10-2023

Fluor i drikkevandet skader intelligensen hos børn. Det har SDU-forskere med Philippe Grandjean, professor i miljømedicin, i spidsen, tidligere påvist. 

Nu bekræftes det i et studie med nye data fra i alt 1500 børn og mødre, blandt andet fra Odense Børnekohorte. 

Forskerne har sammenlignet de tidligere data fra USA, hvor der generelt er et meget højere indhold af fluor i drikkevandet, med danske data. 

Er grænseværdien for høj? 

Selvom mængden af fluorid i drikkevandet i Odense, hvor de danske børn og mødre i studiet kommer fra, ikke er høj og under grænseværdien (i gennemsnit 0,3 mg/l i forhold til den hidtidige internationale grænseværdi på 1,5 mg/l) viser det nye studie, at selv små mængder fluorid skader intelligensen hos børn, i Danmark målt i 7-års alderen. 

-Vores seneste studier, der har påvist konsekvenser for intelligensen, viser, at indholdet nok skal under 0,3 mg/l for ikke at skade fostres hjerner, siger Philippe Grandjean, som går ind for at få grænseværdien sænket. 

Den fluor, der findes i dansk drikkevand, kommer fra grundvandet, som har et naturligt indhold af stoffet. 

Grundvand kan opløse fluorid fra forskellige mineraler, og derfor opfordrer Philippe Grandjean til, at de danske kommuner er mere forsigtige, når de vælger, hvor de borer efter drikkevand. 

Mød forskeren

Studiet er lavet af Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Institut for Sundhedstjenesteforskning og forskerkolleger fra Københavns Universitet, Odense Universitetshospital, Psykiatrien i Region Syddanmark samt Canada og USA.

Kontakt

Fakta om studiet

Forskerne måler fluorid i urinprøver fra mødre under graviditeten, da det er et godt mål for, hvor meget fluorid, der cirkulerer i hendes blod, og som kan trænge ind i fostrets kredsløb og dermed fosterhjernen. De tester så børnene intelligens i 7 års-alderen ved hjælp af en standardiseret IQ-test.

Fluor findes ikke kun i drikkevandet – så her er tre gode råd til at undgå for meget fluorid i hverdagen

  1. Tandpasta indeholder fluor og det er godt! Men husk at spytte tandpasta ud, når du har børstet tænder. Undgå at sluge det, og det gælder specielt børnene. 

  2. Te kan indeholde meget fluor. Vær påpasselig med indtag af sort te, max en kop om dagen, med mindre det er grøn te eller te fra fx Nepal, hvor indholdet af fluorid er lavt. 

  3. Hvis du er gravid, er det bedst at holde dig til urte- og frugtte. 

Fluor skal på tænderne, ikke i vandet 

I Danmark er det ikke tilladt at tilsætte fluor til drikkevand, men i USA har det været praksis de sidste 70 år. Her tilsættes fluor for at beskytte tænderne.  
 
-På den måde kommer fluor ud i resten af kroppen og passerer over moderkagen til fostret. Og forskning har for længst vist, at tænderne beskyttes bedst, når fluor kommer direkte på tænderne, som i tandpasta, fortæller Philippe Grandjean. 

I USA er tre fjerdedele af befolkningen udsat for drikkevand tilsat fluorid, og der kører nu en retssag, som kan tvinge USA til langt om længe at gennemføre en egentlig risikovurdering.

Philippe Grandjean er indkaldt som ekspertvidne i retssagen. 

Fakta om flour

Fluor er et grundstof, der findes i mange forskellige former. Vi har blandt andet fluorstoffer i vores skelet, i vores drikkevand og i adskillige fødevarer. Således er fluor ikke umiddelbart et farligt stof – men det kan det være, alt afhængig af hvilken koncentration den findes i. Fluor, som kaldes fluorid, når det findes i opløsning, må ikke forveksles med fluorstofferne i blandt andet regntøj og pizzabakker, der de senere år er kommet i fokus på grund af risikoen for hormonforstyrrelser.

Redaktionen afsluttet: 09.10.2023