Skip to main content
Internationalisering og praksis

Internationale Feltstudier: Studerende på virksomhedsbesøg i udlandet

Hvert år har studerende mulighed for at vælge valgfaget Internationale Feltstudier, hvor de kan komme på virksomhedsbesøg i udlandet. Her kommer de tæt på udenlandske virksomheder og får øjnene op for virksomhedernes udfordringer og de forhold, der produceres under.

Af Ea Løvbjerg Nakos

HA- og cand.merc.-studerende på Syddansk Universitet Business School har hvert efterår mulighed for at vælge valgfaget Internationale Feltstudier.

Her rejser de studerende til udlandet, hvor de kommer helt tæt på nogle af landets virksomheder og får indblik i, hvordan virksomhederne opererer – både kulturelt og ledelsesmæssigt.

Studerende på feltstudier i Grækenland og Tyrkiet

De studerende planlægger selv turen, udvælger ti virksomheder og får sat aftaler op omkring besøgene. I år tog 15 studerende valgfaget, som havde fokus på bæredygtighed, og de studerende lærte bl.a. om, hvordan virksomhederne navigerer mellem bæredygtighed, pris og lovgivning.

Turen gik til Grækenland og Tyrkiet, hvor de studerende besøgte en bred vifte af industrier. I Tyrkiet besøgte de Generalkonsulatet i Istanbul og  virksomheder inden for industrier, såsom tekstil, fødevarer og produktion af maskiner. Fælles for de ti virksomheder er, at de alle producerer til EU.

Virksomhedskultur og bæredygtighed

Sidsel Lund Rasmussen og Michael Juul Kristiansen læser til daglig cand.merc. i Styring og Ledelse på Syddansk Universitet Business School i Kolding og var begge med på turen. Sidsel Lund Rasmussen fortæller om et særligt indtryk:

- Vi bed mærke i, at der er store kulturforskelle mellem Danmark, Tyrkiet og Grækenland.

Begge studerende fortæller, at virksomhederne er mere hierarkisk opbygget end i Danmark, og at autoritet og maskuline kulturforhold præger både virksomhedskulturen og den ledelsesmæssige tilgang.

De studerende oplevede blandt andet, hvordan virksomhedskulturen præger hele produktionen, samt hvordan forskellige typer af industrier håndterer udfordringer, både økonomiske og juridiske, for at imødekomme efterspørgslen på markedet.

Studerende på feltstudier i Grækenland og Tyrkiet

Sidsel Lund Rasmussen fortæller også:

- Flere virksomheder har et ønske om at omlægge til en mere bæredygtig produktion, og samtidig kunne konkurrere på pris, og det skabte udfordringer mellem brugen af immigrantarbejde og investering i mere automatisering.

Kulturforståelse og praksis i ét

Både Sidsel Lund Rasmussen og Michael Juul Kristiansen er enige om, at det var utrolig lærerigt at være på virksomhedsbesøg og opleve, hvordan driften foregår i praksis.

- Det har helt klart givet en bedre forståelse for de to landes kulturer, som vil kunne anvendes, når jeg selv kommer ud på arbejdsmarkedet. Det vil hjælpe med en dybere forståelse for, hvorfor andre gør, som de gør, siger Michael Juul Kristiansen.

Begge studerende fremhæver også, at det har haft stor værdi at kunne koble teori til praksis, både med afsæt i faget og undervisningen og, ikke mindst, på feltstudiet.

En stor oplevelse

Hverken Michael Juul Kristiansen eller Sidsel Lund Rasmussen er i tvivl om, at de ville tage på feltstudier igen, hvis muligheden bød sig.

Til studerende, der overvejer om de skal vælge faget Internationale Feltstudier, siger Sidsel Lund Rasmussen:

- Det var en virkelig fed oplevelse sammen med mine medstuderende hele vejen igennem, lige fra planlægningen af turen til selve turen. Der var også tid til at opleve andet end besøgene i virksomhederne. Al planlægningen kan måske virke lidt uoverskueligt i starten. Men spring ud i det, vær open-minded og pas på med at dømme nogle virksomheder ude på forhånd. De opererer under andre forhold, end dem vi ser i Danmark. Det er en unik mulighed!

Og Michael Juul Kristensen tilføjer:

- Hvis du interesserer dig for andre kulturer, så er dette valgfag oplagt. Hele forløbet er en lærerig proces, hvor du lærer om alt fra koordinering, til hvordan du skal agere, når du besøger forskellige virksomheder. Du lærer at tage en masse ansvar undervejs. Og som en sidste bonus endte turen med at være billigere, end jeg havde troet.

 

Internationale Feltstudier er et valgfag på Syddansk Universitet Business School, der udbydes en gang årligt i efterårssemestret, og som bidrager til at bringe de studerende tættere på praksis.

Redaktionen afsluttet: 21.12.2023