Tillykke til de første kandidater i Computational Biomedicine

Fem danskere, to polakker og en græker er de første, der kan kalde sig kandidat i Computational Biomedicine fra SDU. Flere har allerede fået arbejde.

Af Birgitte Svennevig, , 13-08-2018

For to år siden startede de første kandidatstuderende på SDUs nye uddannelse Computational Biomedicine, der er forankret på Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Som uddannelsens navn antyder, er der fokus på at kombinere analyse af data med biomedicinsk forskning – et område, der iflg. uddannelsesansvarlig professor Ole Nørregaard Jensen, er meget stor efterspørgsel efter på bl.a. hospitaler, universiteter og i virksomheder.

Her kan du læse et portræt af Wojciech Michalak, der blev færdig i foråret og nu arbejder i Novo Nordisk.

- I dag foregår 50 pct. af den biomedicinske og biokemiske forskning i laboratoriet og 50 pct. foran computeren, så der er virkelig brug for folk, der både har en fornemmelse for biologiske eksperimenter og kan håndtere de store datasæt, som eksperimenterne giver, siger han.

De studerende har gjort en stor indsats

Netop den store fokus på de tværfaglige kompetencer har betydet, at studiet har tiltrukket studerende med baggrunde i både datalogi og biomedicin.

Som noget af det første fik de et intensivt kursus i det felt, de ikke selv var stærke i, således at datalogerne blev opkvalificeret i biokemi og vice versa.

- Jeg tror, de studerende oplevede det som en hård start på studiet. Men vi kan se, at de har klaret sig godt sidenhen, så deres store indsats i begyndelsen må betragtes som en god investering, mener Ole Nørregaard Jensen.

Stor tværfaglighed

Tværfagligheden kommer også til udtryk ved, at de otte kandidater, der dimitterer i år, har haft hovedvejledere på forskellige institutter og fakulteter:

2 på IMADA.
4 på BMB.
2 på SUND.

Københavns og Århus’ universitetet har tilsvarende uddannelser, men det er kun på SDU, at uddannelsen har en tydelig biomedicinsk toning, er international og foregår på engelsk.

I år afslutter 10 Computational Biomedicine studerende deres førsteår på uddannelse (1 fra UK, 2 fra Rumænien, 1 fra Slovakiet, 1 fra Polen og 5 fra Danmark). I skrivende stund er 12 internationale og danske ansøgere tilbudt optag i 2018, og flere er undervejs.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies