Delfiner angriber marsvin

Delfiner på marsvinejagt er observeret i Danmark.

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk

Delfiner er et sjældent syn i danske farvande, men i et stykke tid har fire delfiner holdt til i især Store- og Lillebælt. De nøjes ikke med at fange fisk; de jagter også lokale marsvin.

- De jager marsvinene rundt i vandet, slår dem med halen og kaster dem op i luften. Mindst et marsvin er blevet dræbt, siger biolog Magnus Wahlberg, der forsker i marine pattedyr.

Han og hans kolleger er usikre på, hvorfor delfinerne opfører sig så aggressivt.

Nyt rovdyr i danske farvande

- Måske dræber de marsvinene bare for sjov – ligesom når en kat leger med en mus. Måske er det for at holde konkurrenter væk fra føden, eller måske betragter de marsvin som føde og æder dem, siger han.

Han understreger dog, at ingen har set en delfin æde et marsvin.

- Et nyt rovdyr har indtaget danske farvande. Det kan få alvorlige konsekvenser for bestandene af marsvin, og vi følger situationen tæt, siger han.
Der er tale om delfiner af arten øresvin (Tursiops truncatus), som er let at træne og holde i fangenskab, og som derfor er den delfin-art, man oftest møder i delfin-parker.

Også angreb i Skotland og Tyskland

Øresvin findes over hele verden, men ses sjældent i danske farvande, som er for kolde. De måler mellem 2 og 4 meter, og gennemsnitsvægten ligger på 150 - 300 kg. Til sammenligning måler et marsvin max 2 meter og vejer mellem 30 og 80 kg. De nærmeste, vildtlevende øresvin lever i Skotland, hvor der også er observeret angreb på marsvin.

Sidste år rapporterede tyske forskere om angreb på seks marsvin. De blev undersøgt efter angrebene, og det viste sig, at de havde fået bl.a. indre blødninger, brækkede ribben og blodsamlinger.

Forskerkontakt

Biolog Magnus Wahlberg, Biologisk Institut. Email magnus@biology.sdu.dk. Telefon: 22163950

Gå til profil

Forskning i havets dyr

Magnus Wahlbergs lab forsker bl.a. i hvordan havets dyr kommunikerer med hinanden og hvordan havets rovdyr og byttedyr interagerer.

Læs mere