Skip to main content

SDU Super Computer Challenge er kommet godt fra start

Danmarks største supercomputer og ambitiøse studerende er klar til at løse store problemer for erhvervslivet.

Klokken var endnu ikke halv ni, da de første studerende fra de syddanske ungdomsuddannelser fandt vej til U45, og da klokken passerede ni, havde omtrent 150 tilmeldte med en gennemsnitsalder på 20 år bænket sig, klar til at høre om danske virksomheders problemer.

Skuespiller m.m. Peter Mygind indledte SDU Supercomputer Challenge med et sjovt, inspirerende og lidt mærkeligt foredrag. Mange af de studerende havde i hvert fald svært ved at fokusere, da han overraskede alle med en a capella-version af ”What a Wonderful World”. Men budskabet blev gentaget, så ingen kunne være i tvivl: ”Tro på dig selv, gør dig umage, og bliv ved med at prøve”.

Store problemer, seriøse studerende

Det budskab kunne de unge tage med sig ud til problemmessen, hvor syv danske virksomheder stod klar til at fortælle om deres problemer, som de håber, at de studerende og SDU’s supercomputer, ABACUS 2.0, kan løse i fællesskab.

De kommende to måneder skal de studerende og virksomhederne arbejde sammen om at finde på løsningsmodeller, som de efterfølgende får hjælp til at kode.

Se hvordan projektets første dag gik i denne video:


SDU Supercomputer Challenge er blevet til i samarbejde mellem IMADA, Mærsk Fonden og Matematikforeningen Logimondo. Formålet er at introducere studerende på ungdomsuddannelserne til matematiske problemer og arbejdet med en supercomputer. Derved får de måske så meget blod på tanden, at de vil vælge en videregående uddannelse.

Læs mere om SDU Super Computer Challenge her.


 

Redaktionen afsluttet: 23.11.2015