Skip to main content
coronavirus

Onlineundervisningen er i fuld gang på Humaniora

På hele Humaniora knokler alle for at afvikle mest mulig undervisning online, mens SDU er lukket ned pga. corona-virus. Vi har samlet en guide til, hvordan man bedst omlægger til fjernundervisning, og hvad man skal være særligt opmærksom på - både teknisk og studiemæssigt.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 20-03-2020

Mens SDU er lukket ned på grund af coronavirus, er undervisningslokaler byttet ud med onlineundervisning på hjemmekontorerne. Denne helt ekstraordinære situation har sat gang i et kæmpemæssigt arbejde med at omlægge så meget undervisning som overhovedet muligt til online fjernundervisning. 

Mange undervisere brugte sidste weekend på at ændre deres undervisning, så den fungerer online. Og nu knokler Humanioras undervisere, studieadministrative medarbejdere, it-supportere og studerende på at få det bedst mulige ud af den specielle situation.

Dekan Simon Møberg Torp er enormt taknemmelig for den store indsats: 

- Jeg vil gerne takke alle jer, som den seneste uge har ydet en ekstra stor indsats i forbindelse med nedlukningen af SDU.  Tak til jer undervisere, som har arbejdet hårdt for at kunne tilbyde onlineundervisning til de studerende. Og tak til alle jer, der har varetaget det administrative arbejde hjemmefra. Jeg er vildt imponeret over den kæmpe indsats og den store kreativitet, I har lagt for dagen.

Dekanen tilføjer:

- Jeg er helt klar over, at det for mange af jer er nærmest umuligt at udføre denne opgave under de nuværende forhold, og alligevel har I gjort det. Nogle af jer har børn og andre familiemedlemmer, I skal tage jer af, og ikke alle har gunstige arbejdsforhold hjemme af andre grunde. For mange har det endog forudsat, at man på ingen tid har skullet gøre sig bekendt med nye undervisningsteknologier og mødeteknologier. Jeg er sikker på, at de studerende er enormt glade for, at de har mulighed for at følge undervisningen, selv om universitetet er fysisk lukket ned. Jeg - og fakultetets ledelse i øvrigt - er dybt taknemmelige for jeres engagement - også i disse tider.

Sådan underviser du online

Den særlige situation sætter naturligvis gang i tusinder af spørgsmål. Derfor har vi samlet en guide til, hvordan du bedst og mest driftssikkert afvikler onlineundervisning og hvad du skal være særligt opmærksom på (se div. links nedenfor). 

Det er naturligvis den enkelte underviser, som bedst kan tage stilling til, hvilke værktøjer der mest effektivt understøtter det faglige indhold.
Det er dog vigtigt - uanset metode - at materialet (fx en live videoforelæsning) også er tilgængelig for de studerende, der ikke har mulighed for at deltage, fx fordi børnepasningsordninger er suspenderet. 

Undervisningen bør samtidig i videst muligt omfang følge det oprindelige skema, så enten den optagede forelæsning eller den live-streamede undervisning gøres tilgængelig på et tidspunkt, som de studerende kan planlægge efter.

 

De anbefalede værktøjer

En nem og hurtig løsning er at benytte Kaltura Capture til videooptagelser af dine Powerpoint-slides til undervisningen.

Tre tips til Kaltura
1. Vær tålmodig. Der bliver trukket voldsomt på servere mm i øjeblikket, så upload af video kan tage mange minutter.
2. Hvis der er noget der driller - prøv at bruge Firefox! Tilbagemeldingerne siger, at Kaltura generelt virker bedst i Firefox. Du kan hente Firefox i Softwarecenteret.
3. Ikke for lange videoer! Del dine forelæsninger op i mindre bidder – fx efter emner. Det er lettere at overskue for dig selv og dine studerende.

Der er selvfølgelig også en række andre muligheder inden for e-læringsværktøjer, og derfor er blevet udarbejdet en række vejledninger, som finder du her .Egentlige guides finder du her
Siderne opdateres løbende.

Er du vant til at bruge andre e-læringsværktøjer, så fortsætter du bare med det.

Her får du hjælp

Humanioras support til at bruge Microsoft Teams og Zoom
Tine, Malene og Rune fra Studievejledningen på Hum vil assistere med udfordringer i Teams og Zoom . De er ikke superbrugere, men kender de grundlæggende funktioner.
Du fanger dem, ved at skrive til studievejledningen-hum@sdu.dk eller ringe på 65502040.

Problemer med hardware så som kamera, headset etc.
Kontakt IT-service på Servicedesk@sdu.dk eller 6550 2990

Studienære eller faglige spørgsmål
Din studiesekretær har et godt overblik over, hvad folk gør på tværs af uddannelse, og er i tæt dialog med kolleger fra de andre studier, derfor kan de hjælpe med en del. Er der tale om egentlige faglige problemstillinger skal du i første omgang kontakte din studieleder. Har du udfordringer i forhold til din generelle arbejdssituation, kan du som altid henvende dig til din institutleder.
Din studiesekretær kan også hjælpe dig i gang med at lave din fjernundervisning, herunder installationen af det ønskede program fra Softwarecentret, hvordan og hvor du skal lægge dit materiale på Blackboard.

Har du mere tekniske spørgsmål vedr. Blackboard skal du kontakte hum-bb-support@sdu.dk

 

Selve undervisningen

Det kræver selvfølgelig sin underviser pludselig at skulle afvikle sin undervisning online. Her er svar på de mest stillede spørgsmål til selve undervisningen i løbet af den første uge med fjernundervisning:

Kan jeg ændre mine kurser, så de passer bedre til online-undervisning?
Ændringer skal drøftes med din studieleder, så I kan afklare, om det kan lade sig gøre og om det er nødvendigt i den nuværende situation. Fokus er lige nu at få afviklet undervisningen online på en fornuftig måde indtil 27. marts.

Hvad gør jeg med undervisningsdeltagelse?
Registrering af tilstedeværelse til undervisning er suspenderet, men det er vigtigt, at du som underviser gør det klart for de studerende, hvordan du forventer, at de deltager i undervisningen, når den foregår online.

Hvornår skal onlineundervisningen være tilgængelig for de studerende?
Det er vigtigt, at al din fjernundervisning er tilgængelig i Blackboard, så de studerende kan tilgå undervisningen fleksibelt, da en del af dem også har udfordringer med hjemsendte børn.
Vi har forståelse for, at der kan være tekniske udfordringer med onlineundervisning. Men det er vigtigt, at der findes løsninger, så de studerende har mulighed for at arbejde kontinuerligt med deres pensum, og vi undgår et stort efterslæb af undervisning, der skal afvikles efter nedlukningen.

Hvad gør jeg med spørgsmål fra studerende om CoVid19-situationen?
Det er bedst, at du guider studerende med spørgsmål videre til studievejledningen eller deres studienævn, da de er orienteret om den praksis, der er vedtaget i denne ekstraordinære situation.

Har du andre spørgsmål i forhold til undervisning online eller nedlukningen af SDU, så har HUM udarbejdet en FAQ, der løbende opdateres. Den finder du her