Skip to main content
coronavirus

Fem gode råd - plus det løse

Didde Elnif er journalistisk lektor ved Center for Journalistisk på SDU og har dette semester undervist online på den nye fleksible cand.public.-uddannelse, der primært udbyder digital undervisning. Her giver hun sine bedste råd videre.

1. Tydelig struktur

Lav en tydelig struktur for undervisningen. Det gør du sikkert allerede, når du underviser i klasseværelset, men onlineundervisning og -møder kræver, at man ved præcis, hvad der kommer til at foregå. Hvornår ligger pauserne og hvor længe varer hver session. Vær bevidst om, at det er hårdere at sidde foran en skærm end i et klasseværelse, hvor man kan mærke stemningen i rummet – både for studerende og undervisere.

2. Husk variation

Det er vigtigt at lave varierende og involverende undervisning. Lad de studerende lave gruppearbejde og svare på spørgsmål i mindre kanaler – giv en skarp deadline for, hvornår de skal være tilbage og hvem, der skal fremlægge. På Teams kan du eksempelvis lave grupperum til de studerende, men det kan også være, at de skal have en halv time på Facetime/Google Hangout/Facebook-video-call til at løse en opgave.Se en film eller hør en podcast synkront med dem, diskuter og analyser indhold på chatten imens eller på videolink bagefter – det kan give dem en pause fra at sidde og stirre på dig og dine slides flere forelæsninger i træk. 

3. Gør det let at deltage

Gør det ufarligt at deltage. Det er en fordel, hvis I kender hinanden i forvejen, for det er en overvindelse at skrive og tale i plenum online for mange studerende. Start eventuelt med en øvelse, der afmystificerer det, spørg de studerende om noget, som er ufarligt at svare på:

”post et billede af dit karantænekontor”, ”lad os se din frokost”, ”hvilken bog, læser du, de lange forårsaftener i karantænen”, ”hvilken populærfilm har lært dig mest om det fag, der netop nu bliver undervist i”. Det gør det lettere for de studerende at deltage i diskussionen, når det er alvor. 

4. Overvej faste vejledningstider online

Overvej at lave faste vejledningstider online, hvor de studerende kan komme forbi og stille spørgsmål – enten i plenum eller via chatten. Hvis du bruger fx Teams eller Zoom, så kan de studerende ”kigge forbi” uden, at du skal ringe dem op. Det vil sige, du kan skrive til dem, at du er online fra 13-14. Det kan også være, at du skal lave en pomodoro-skrivesession med dem, hvor I sidder sammen og arbejder, og småsnakker i pauserne. Det vil give nogle studerende stor ekstraværdi, fordi det kan være lidt utrygt at være så meget alene, som ren onlineundervisning ofte resulterer i.

Vejledningstider hjælper dig også med at sætte grænser. Der opstår let en forventning om synkrone svar i online-læring - ligesom, når vi taler sammen til daglig. Hvis du skal undgå at være på hele tiden, så er det nødvendigt, at du indimellem svarer asynkront, som vi gør på mail. Det kan være en god idé at lave en forventningsafstemning med de studerende. 

5. Prøv ting af med kollegaer

Lav test og øvelser med dine kolleger. Selvom vi alle har travlt med at omstille os, så kan det også være utrygt og ensomt for dine kolleger, at navigere i den nye virkelighed. Overvej at lave et digitalt lærerværelse, hvor I kan give hinanden tips og tricks. Eller måske skal I holde zoom-fredagsbar, hvor I puster ud, udveksler erfaringer og drikker en gin & tonic, mens ungerne stormer rundt i baggrunden.

 

6. Bliv inspireret af andre

Benyt dig af, at der er masser af tilgængelige ressourcer online pt. Alle der har arbejdet med onlineundervisning vil gerne hjælpe dig. Endelig! kan vi få lov at fortælle om alle de sjove værktøjer, vi har brugt i årevis.

Tjek fx SDU’s Universitetspædagogik i Corona-tider her

Københavns Universitet har ligeledes lavet en liste over digitale værktøj, som du kan læse her 

Udover det, så har gode mennesker på internettet lavet grundige guides: 

” Teaching in the context of COVID-19” - find den her

Crowdsourcing: Teaching Online with Care” find den her

Didde Elnif har også skrevet en veloplagt blogpost, om sine erfaringer med onlineundervisning i Teams. Se den her