Skip to main content

Et studiejob som instruktor fik Rikke til at gå underviservejen

Inden Rikke Holm Jensen startede på sin bachelor i Designkultur og Økonomi i sommeren 2016, troede hun, hun skulle være designer eller arbejde med markedsføring inden for modebranchen. Et tilbud om at blive instruktor, hvor hun skulle undervise andre studerende, ændrede hendes planer, og nu er hun adjunkt på Tietgen Handelsgymnasium i Odense.

Af Tina Højrup Kjær, , 06-01-2023

Da Rikke Holm Jensen efter 3. semester på sin bacheloruddannelse blev tilbudt et studiejob som instruktor på universitetet, var hun ikke i tvivl om sit svar.

- Jeg syntes, det lød som et godt og sjovt studiejob, og jeg endte med at være instruktor i fire år, hvor jeg underviste andre studerende i organisationsfaget. Det var derigennem, jeg fandt ud af, at det med at undervise er ret sjovt, og så tænkte jeg, at det skal da føres videre, husker Rikke Holm Jensen.

Netværk og en god anbefaling

Da den unge studerende fik tilbudt studiejobbet, kontaktede hun sit gamle gymnasium, hvor hun lavede en aftale om at undervise som frivillig for at lære at undervise andre.

- Jeg tror, at det at jeg havde været frivillig underviser på Tietgen Handelsgymnasium, og så det at jeg selv har taget min studentereksamen derfra, gav mig et internt netværk, som indirekte har hjulpet mig til at få stillingen som adjunkt på stedet, lyder det fra Rikke Holm Jensen.

To job på hånden

Det gik da også relativt hurtigt for den kandidatstuderende i Designledelse at lande jobbet, mens hun i foråret 2022 skrev speciale. På det tidspunkt var hun bevidst om, at studietiden var ved at være forbi, og at hun efter sommerferien skulle ud på arbejdsmarkedet.

- Jeg startede jobsøgningen i marts, fordi jeg godt vidste, vi ville være mange om buddet. Så jeg søgte det her job som adjunkt i design og arkitektur, som jeg var så heldig at få. Jeg søgte også en anden stilling, og de ville også gerne have mig til jobsamtale, men jeg valgte at følge drømmen om at undervise, fortæller Rikke Holm Jensen.

Det gjorde hun ikke mindst, fordi hun var drevet af det at lære andre noget og se dem udvikle sig undervejs.

Blev vendt op og ned

Selv om Rikke Holm Jensen fulgte sin drøm, var det også et stort spring at tage fra selv at være studerende til pludselig at være den, der skulle tilrettelægge undervisningen og give karakterer. Der blev vendt op ned på hendes egen rolle.

- Jeg har lige givet karakterer for første gang i mit liv, og det plejer jo at være mig, der skal have karakterer, så det var lidt sjovt at se, hvad der ligger bag sådan en proces. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at der kun skulle gå et halvt år, fra jeg fik min specialekarakter, til at jeg skulle give karakterer til andre, men det følger med jobbet, lyder det fra Rikke Holm Jensen.

- Og til januar skal jeg være censor i København på et mediegymnasium. Det bliver sjovt at læse deres opgaver og se, hvad de kan derovre. Men det er lidt af en omvæltning at gå fra selv at være studerende til at skulle give karakterer til andre.

Fremtiden blev formet

Den store udvikling, der er sket for Rikke Holm Jensen i den tid, hun har taget sin universitetsuddannelse, tillægger hun ikke bare selve uddannelsen. Der er også ting, der ligger lidt udenfor uddannelsen, der har været med til at forme hendes fremtid og valg af job. På 3. semester af kandidaten i designledelse tog hun det, der hedder et projektorienteret forløb, hvor hun arbejdede som designleder med at udvikle sin egen virksomhed.

- Det foregik under SDU Startup Station, der holdt os studerende lidt i hånden og underviste os undervejs i de forskellige aspekter af at starte en virksomhed. Jeg lavede tasker ud af modebranchens restprodukter, og jeg solgte også nogle af dem, fortæller Rikke Holm Jensen, men det at være instruktor har helt sikkert også formet mig. Uden det var jeg måske endt med at lave markedsføring i modebranchen eller ved et større magasin, hvilket der ikke er noget galt i, men jeg fandt ud af, at det her med at undervise har en langt større interesse for mig. Det er noget, jeg bliver udfordret af mentalt og også fra eleverne, og det kan jeg godt lide, slutter hun.

Rikke Holm Jensen er rigtig glad for at undervise i design og arkitektur, som hun gør lige nu, og hun håber på sigt også at få lov at undervise i andre fag, så hun kan bruge sin erfaring fra arbejdet med hendes egen startup.


Rikkes 3 gode råd til studerende

  • Man skal ikke lade sig begrænse men forholde sig åben både over for uddannelsens fag og de tilbud, der er både i og uden for lektionerne.
  • Jeg vil opfordre til, at man flytter til den by, man læser i. Det burde jeg selv have gjort for at få det maksimale ud af det sociale studiemiljø. Jeg pendlede mellem Odense og Kolding i fem år og det skabte lidt en distance at rejse hjem til Odense hver dag.
  • Det er vigtigt ikke at tænke, at nu er jeg uddannet designleder, så skal jeg også lave noget direkte med designledelse. Det har jeg været heldig at kunne gøre i form af at undervise, men det er også ok at tage et job lidt udenfor cirklen og så bruge designledelse i praksis på sin helt egen måde. Så man skal ikke lade sig begrænse i at søge de jobs, der lige præcis passer 100 %, men tænke lidt ud af boksen.

Fakta

  • Bacheloruddannelsen i Designkultur og Økonomi samt kandidatuddannelsen i Designledelse udbydes kun på Syddansk Universitet i Kolding.
  • Uddannelsen har en fordel i, at man får lov at tage nogle fag på Designskolen Kolding, selvom man ikke har søgt ind på den. Det er ellers rigtig svært at komme gennem nåleøjet til Designskolen.
Redaktionen afsluttet: 06.01.2023