Skip to main content
koldkrigshistorie

Stasi-dokumenter fundet på SDU

En bunke tyske avisudklip indleveret til lektor Thomas Wegener Friis fra Center for Koldkrigsstudier gemte på originale stasi-dokumenter fra Gørlitz i Sachsen.

Det er ikke ligefrem hverdagskost for en dansk koldkrigshistoriker at stå med originale stasi-dokumenter mellem hænderne. Derfor var overraskelsen stor, da SDU-lektor Thomas Wegener Friis forleden fandt originale dokumenter fra det tidligere DDR’s berygtede sikkerhedstjeneste i en bunke tyske aviser, han havde fået indleveret fra boet efter en afdød forfatter.

-Det blev endnu mere specielt, da det viste sig, at materialet var fra før 1953, fordi der ikke findes særlig mange dokumenter fra denne tidlige periode i Stasi’s historie, fortæller Thomas Wegener Friis fra Center for Koldkrigsstudier, der har arbejdet tæt sammen med adjungeret professor på SDU, Helmut Müller-Engberg, om at udrede dokumenternes historik.

 

Kladdehæfte med fodaftryk

Dokumenterne er en skønsom blanding af helt almindelige administrative dokumenter fra Stasi’s lokale afdeling i Gørlitz: kvitteringer for indkøb, notater omkring den lokale overvågning og et aldrende kladdehæfte, der lister afdelingens skyderesultater. Og særligt kladdehæftet fortæller historie, forklarer lektor Thomas Wegener Friis.

-Der er et beskidt fodaftryk på kladdehæftet, som bl.a. er med til at forklare, hvordan dokumenterne er sluppet ud af Stasi. I juni 1953 var der en stor folkeopstand i Østtyskland, hvor folk gik på gaden, demonstrerede og gik løs på politiet. Russerne kvalte opstanden 17. juni, som stadig i dag markeres i Tyskland. I Gørlitz blev Stasi-afdelingen raseret, og nogen har altså snuppet dokumenterne med som souvenir, forklarer Thomas Wegener Friis, der samtidig understreger, at historien nok ikke ligefrem skal skrives om efter fundet.

-Det er nok mest lokalhistorikere i området, som får glæde af dokumenterne. Derfor har vi i denne uge sendt dem til det lokale arkiv i Dresden, hvor de jo hører til.

Redaktionen afsluttet: 16.06.2017