Skip to main content

Genvej til udlandet

Flere forskere på humaniora har fundet en enkel måde at skubbe ekstra gang i internationaliseringen af SDU. De skaffer nye udvekslingsaftaler hjem via deres internationale forskernetværk.

Det er sensommeren 2016, og vi befinder os i Dublin på international konference for talepædagoger. Her møder studielektor Jytte Isaksen fra Center for Social Praksis og Kognition på SDU for første gang sin anerkendte amerikanske forskerkollega, professor Kathy Coufal.

De har gennem længere tid haft kontakt, da enkelte logopædistuderende fra SDU har været på udlandsophold hos professoren. Så på konferencen udveksler de to ikke kun forskningserfaringer, Jytte Isaksen kommer hjem fra Dublin med en udvekslingsaftale for alle studerende på SDU med University of Nebraska i Omaha, USA, hvor Coufal er ansat.   

Jytte Isaksen er en af flere forskere på humaniora, som den seneste tid har brugt deres internationale faglige netværk som genvej til at skaffe eftertragtede udvekslingsaftaler hjem til SDU, der er midt i en internationalisering af samtlige uddannelser.

Afsted til udlandet

Det er målet, at der i 2020 tager 50 pct. flere studerende på udlandsophold end i 2013, så 400 humaniorastuderende rejser ud til den tid. Sidste år tog 304 studerende fra humaniora på udlandsophold.   

Lars Grassmé Binderup, prodekan på Det Humanistiske Fakultet, er ikke i tvivl om, at udvekslingsaftaler - der både sender SDU-studerende ud og internationale studerende til SDU - er nøglen til at få flere studerende afsted til udlandet. Også økonomisk er det vigtigt, at de studerende rejser på aftaler fremfor selvarrangerede ophold, da ministeriets særlige regler om finansiering af internationalisering betyder, at det koster SDU dyrt, når studerende rejser ud på egen hånd.

-Hvis målet skal nås, skal det gøres langt mere synligt for de studerende, hvilke udvekslingsaftaler, som findes, og det skal gøres nemmere at rejse ud. Vi skal se på, hvordan man bedst understøtter, at der bliver lavet flere attraktive aftaler med populære udenlandske universiteter ude på uddannelserne.

Internationaliseringen af SDU’s uddannelser blev drøftet på et møde i humanioras uddannelsesråd 2. februar, hvor studieledere og studienævn orienteres om status på udveksling og udvekslingsaftaler på humaniora.

Tilbage hos Jytte Isaksen lyder den klare anbefaling, at der skal mere gang i udvekslingen af både studerende og forskere, fordi de internationale erfaringer er en gevinst.

-Jeg har selv været på kort udveksling i Finland og fik stort udbytte af de personlige kontakter og tiden, der var til at tale med kollegaer om forskning, når man var sammen i en længere periode og ikke bare på en konference, siger hun    

 

Redaktionen afsluttet: 03.02.2017