Skip to main content
Højtid

Så er det Halloween-tid igen

Selvom myndighederne maner til ’trick or treat’-stop i år, rammer Halloween stadig de danske butikker, skoler og hjem med usvækket kraft her i oktober. Men hvorfor er vi egentlig så fascinerede af den nye danske højtid, og hvorfor tiltrækker gyset og det uhyggelige os som mennesker?

Af Katrine Findsen, , 28-10-2020

Hvad er det, Halloween kan?

Vi er blevet meget mere åbne for at lege med de her gysermonstre og uhyggen end tidligere. I den engelske gotiske tradition er det mere udbredt at være klædt gotisk eller lege med den gotiske makeup, hvor gyset herhjemme tidligere har været for nørder og sære personer eller de psykologisk afstumpede.

Jeg tror, vi overtager Halloween som et legende og kommercielt fænomen, hvor vi leger med uhygge, splat og zombieløb, og hvor både børn og voksne kan være med. Det er en højtid, der stimulerer vores fantasi og kreativitet, og hvor vi klæder os ud og åbner porten til de mørke magter og giver dem frit spil. Det er lidt det samme, der sker inden for fantasy og rollespil. De mørke magter er det karnevaleske og ukontrollerede, hvor alt kan ske. Når vi leger og klæder og ud, kan bunden kan nå til toppen, og den fattige mand kan være kejser.

Halloween er den folkelige del af gyset snarere end den ekstreme del af gyset. Det er ikke ren ”slå katten af tønden”, der primært er for børn, men de voksne kan også være med.

Hvorfor opsøger vi mennesker gyset? Det er vel ikke rart at blive bange?

Da jeg var helt ung, var jeg optaget af de freudianske tanker om genkomsten af det fortrængte i relation til det at søge uhygge og gys. Men siden er jeg blevet mere bevidst om de biologiske årsager til, at vi frivilligt opsøger gyset, og det er den her legende tilgang. Vi opsøger gyset i legen, ligesom vi leger slåskamp og røvere og soldater. Dem, der forsker i leg, siger, at vi mennesker leger på samme måde som dyr gør. Stort set alle sociale dyr bruger legen til at teste situationer. Når man laver imaginære verdener og leger, er der regler for, hvordan man leger. Dyr slås heller ikke til døden, når de leger. Når den ene trækker sig, er legen slut, og den store hund og den lille hund kan skiftes til at vinde. Der er spilleregler og fairness, og i legen er vi alle lige, fordi spillereglerne gør, at vi konkurrerer på samme vilkår.

Leg er i udgangspunktet altid sjovt, men hvordan kan det så være sjovt, når man bliver bange? Det er et paradoks, men når vi går ind i det uhyggelige haunted house eller i biografen, ved vi jo godt, at vi overlever. Jeg kommer ud på den anden side, men jeg kan også vælge at stoppe kampen eller legen, når jeg ikke har lyst mere.

Der er forskellige ting, der driver os som mennesker. Det kan være sult eller seksualdrift, men faktisk kan nysgerrighed være en lige så stor drift. Vi bliver drevet af at udforske det nye og ukendte. Og det, der kan være angstprovokerende ved virkeligheden, kan vi bedre håndtere i legen. Jo mere vi leger med noget, vi er bange for, desto bedre kan vi deale med angst i vores virkelige liv. Frygten er en universel og medfødt følelse og en sund reaktion på det, der kan skade os. I gyserfilm er det, der gør os bange, typisk et monster, men i vores virkelige liv kan det angstvækkende også være en afgrund, et lille rum, hvis man lider af klaustrofobi eller det åbne hav. Hvis noget kan true os, skade os og dræbe os, skaber det angst.

Hvad kan vi lære af gyset?

Vi, der forsker i gys, mener, at gyset giver mulighed for at lege med de der angstprovokerende ting, hvor man selv kan stoppe og bestemme, hvor langt man tør gå. Det gode ved gyserfilm er jo, at man som oftest får et hint fra filmens plakat og titel, af hvad man får, når man tænder for filmen og går ind til uhyggen.

Min tanke er, at vi har godt af at træde ud af vores comfort zone og ind i vores danger zone, måske endda ind i vores trauma zone. Med gyserfilm bevæger vi os ind i the danger zone, men vi kan nemt komme tilbage i vores comfort zone igen. Vi kan gå ud af biografen og fortsætte vores liv, som om intet var hændt. Der er faktisk en zone mellem danger zone og trauma zone, som man kalder the edge. Inden for sport og adfærd er edgework noget, der bevæger sig på grænsen op til traumezonen, hvor man kan dø. Hvis man har set filmen ’Solo’ om friklatring uden sikkerhedsudstyr – ja, så er det edgework.

Gyset kan ses lidt som del af den kognitive terapi, hvor man tager et lille element af det, man er bange for og bliver bekendt med det for at blive mindre angst. I fiktion leger vi med angsten og med uhyggen, og det er det, vi godt kan lide ved gyset. At vi kan lege med det uhyggelige, men vi kan altid finde tilbage til det, vi kender.

Foto: NeONBRAND / Unsplash

Mød forskeren

Lektor Rikke Schubart forsker i det fantastiske på Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Hun arbejder på en ny bog om kvinder i det fantastiske, og er leder af IRFD-netværket ’Imagining the impossible: The Fantastic as Media Entertainment and Play’.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 28.10.2020