Skip to main content
DA / EN
Ugens tilbageblik - uge 7

Da snoren blev væk

Hvad gør man, når den snor, som Prinsesse Marie skal klippe over, er forsvundet? Og der kun er en time, til hun ankommer?

Det var den 4. april 2011, og SDU skulle indvie sine nye lokaler ved banegården i Slagelse.

Derfor havde de sidste dage været hektiske med indretning og rengøring, men nu var alt tilsyneladende klar. Solen skinnede, og der var en time til H.K.H. Prinsesse Marie skulle ankomme.

Teamleder John Andersen fra Teknisk Service på Campus Odense var med, og nu var han hoppet i bad, inden han skulle skifte til afdelingens officielle blå jakkesæt.

Prisen var ikke afgørende
Men midt under bruseren ringede hans telefon med en vigtig besked. Den røde snor, Prinsesse Marie skulle klippe over, var forsvundet.

Herefter kom John Andersens hurtigt i tøjet. Mens minutterne tikkede, gik opgaven nu ud på at finde frem til en kollega med nøje lokalkendskab til butikkerne i Slagelse.

Herefter fik vedkommende besked på omgående at styrte ned til butikken og købe en tilsvarende rød rulle. Prisen var ikke så afgørende, som John Andersen med et blink i øjet efterfølgende fortalte.

Alle råbte hurra
Det lykkedes kollegaen at skaffe en rulle, og servicebetjentene fik i rasende fart sat den ny snor op, inden Prinsessen kom.

Alt klappede herefter som planlagt. Mens gardehusarer, gæster og journalister råbte hurra, klippede Prinsessen snoren over, og de nye lokaler på Campus Slagelse var officielt indviet.

Under det halvanden times lange besøg hilste Prinsessen på flere af de studerende og ansatte for at høre om deres hverdag på SDU. Det blev et meget vellykket besøg, hvor ingen anede, at den afgørende snor var indkøbt i huj og hast.

 

Billedtekst: Prinsesse Marie på vej hen ad den røde løber for at klippe den nye snor over. Foto: Ole Friis.

Redaktionen afsluttet: 15.02.2016