Samtale-løbere skal støtte unge i mistrivsel
Forskere fra SDU vil aktivere lokalsamfundet i akutte samtaler med unge, der har det svært. Med midler fra SDU’s Discovery-pulje har projektet taget sine første skridt fra idé til handling.
Når hjertet svigter, kommer hjerteløberne. Men hvis sindet svigter, hvem løber så?
Flere unge i Danmark mistrives, men mange har svært ved at dele problemerne med familie, venner og andre nære relationer. Derfor undersøger postdoc ved Klinisk Institut, OUH og Forskningsenheden for Psykiatri Regina Christiansen sammen med ledende overlæge i Lokalpsykiatrien i Middelfart samt lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning Henriette Bruun om civilsamfundet kan spille en mere aktiv rolle i at støtte unge, der har det svært.
”Mange unge vil helst undgå opmærksomhed fra venner, hvis de søger hjælp. Derfor er det er enormt vigtigt, at tilbuddet foregår diskret og tæt på de steder, de unge allerede færdes.
Inspireret af Trygfondens hjerteløbeordning arbejder de på at udvikle en akut samtale-starter – et tilbud, hvor frivillige borgere i lokalsamfundet kan mødes med unge til en personlig og nærværende samtale.
Fra chatbots til medmenneskelig støtte
Projektet udspringer af en voksende bekymring for unges mentale sundhed, hvor flere unge forsøger at håndtere svære følelser såsom angst, depression og identitetsudfordringer på egen hånd frem for at tale med én, man kender. I en stadig mere digitaliseret hverdag vender mange sig i stedet mod internetfora og chatbots for støtte, hvilket kan øge følelsen af ensomhed og isolation.
En let tilgængelig og menneskelig samtalepartner i nærområdet kan derfor blive en vigtig ressource, som kan hjælpe unge med at håndtere problemerne og tage de første skridt mod at få den rette hjælp – inden problemerne vokser sig større.
Om Discovery
Discovery-midlerne støtter forskere ved SDU, der ønsker at afprøve idéer og koncepter i en tidlig fase.
Formålet er at give forskere mulighed for at teste idéer, opbygge viden og skabe grundlag til at videreudvikle projektet. Et grant er på 75.000 kr.
Næste ansøgningsrunde er frem til den 16. november 2025. Læs mere og ansøg her.
Discovery-midler som afsæt
For at komme i gang med projektet søgte Regina og Henriette støtte fra SDU’s Discovery-pulje, der giver forskere mulighed for at afprøve nye eller risikobetonede idéer i en tidlig fase.
- Det var en måde at begynde at reflektere over idéen om en akut samtale-starter i en overskuelige ramme, siger Regina
Discovery-midlerne gjorde det muligt at afholde en række indledende workshops med elever på ungdomsuddannelser. Resultaterne herfra har givet vigtig indsigt i, hvordan unge håndterer udfordringer i hverdagen, og hvordan et samtaletilbud bedst tilpasses deres virkelighed.
Disse indledende erfaringer har dannet grundlag for næste fase, hvor der i efteråret 2025 afholdes workshops med civilsamfundet for at undersøge borgernes rolle i projektet, og hvordan de kan støtte unge, før mistrivslen vokser sig større.
Regina Christiansen
Regina Christiansen er postdoc ved Klinisk Institut, OUH og Forskningsenheden for Psykiatri
Henriette Bruun
Henriette Bruun er lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning og ledende overlæge i Lokalpsykiatrien i Middelfart.