Skip to main content
DA / EN

Udfordringer ved samarbejdsformer

Der er en række fordele og ulemper ved både den kollaborative og den kooperative samarbejdsform. Ofte er der ikke mange fordele ved at dyrke enten den ene frem for den anden. Derimod kan fordele ved den ene samarbejdsform ofte kombineres med fordele ved den anden, hvis en kombination mellem de to samarbejdsformer finder sted. Nedenfor er de fordele og ulemper der eksisterer ved de to samarbejdsformer synliggjort:

 

Kollaborative

Kooperative

Fordele

  • Fælles kontekst:

Fælles opfattelse af mål, fælles sprog og håndtering af kulturelle barrierer på tværs af sektorer.

  • Gensidig afhængighed:

Samspil og udnyttelse af forskellige kompetencer.

  • Fordeling af afgrænsede arbejdsopgaver:

Skaber fremdrift i projektet og mindsker uforudsigelighed

Ulemper

  • Uforudsigelige løsninger:

Uvished om hvad processen vil byde på og hvilket slutprodukt der kan opnås.

  • Manglende fremdrift:

Der kan gå lang tid inden løsninger bliver synlige, hvilket kan skabe usikkerhed.

  • Forskellige kontekster:

Manglende forståelse og benyttelse af hinandens kompetencer.

Et OPI-projekt, der primært er præget af den kollaborative samarbejdsform, har ofte også elementer af det kooperative i sig. Kombinationen ser ud til at virke, når kollaboration kommer forud for kooperation, og dermed danner et rum for at kunne innovere i fællesskab - eksempelvis gennem udvikling af en fælles problem- og løsningsdefinition, som parterne derefter arbejder med hver for sig. Kollaboration i starten af projektet danner synergi samt en fælles forståelse for hinandens forskelle, hvilket kan afhjælpe kulturelle barrierer mellem offentlige og private parter. Samtidig skabes en fælles opfattelse af målet med innovationsprocessen.
Den gensidige afhængighed mellem parterne skaber værdi i starten af processen, da de private parter er afhængige af de offentlige parters viden om arbejdsprocesser. Samtidig er de offentlige parter afhængige af de private parters tekniske viden om, hvad der kan lade sig gøre. Kooperation som en efterfølger af kollaboration understøtter, at der skabes fremdrift i projekterne, når arbejds- og ansvarsfordelingen tager udgangspunkt i en fælles defineret konkret løsning, som parterne har forpligtet sig til.

Et OPI-projekt primært præget af kooperation sikrer ofte fremdrift i projektet ved, at opgavefordelingen mellem de offentlige og private parter sker med henblik på at levere et konkret produkt. Dette mindsker uforudsigeligheden i processen og i projektets løsninger, og det kan være en tidsmæssig fordel i forhold til at synliggøre konkrete løsninger.

Manglen på fælles opgaveløsning og tætte relationer mellem de to forskellige parter kan imidlertid betyde, at der ikke skabes viden baseret på forståelsen og benyttelsen af hinandens kompetencer. Den lave grad af kollaboration mellem de offentlige og private parter skaber en tendens til, at de private parter går glip af de værdier, som kollaboration medfører i et OPI-samarbejde. Det er værdier, der opstår som følge af tætte relationer mellem offentlige og private parter i innovationsprocessen. Værdien af kollaboration kommer især til udtryk som fælles videnudvikling: Parternes kompetencer arbejder sammen om at innovere nye produkter målrettet den danske sygehussektor. Herudover opnås et øget kendskab til kulturelle forskelle mellem den offentlige og private sektor gennem opbygningen af en fælles kontekst og et fælles sprog.

Sidst opdateret: 26.10.2016