Forskningsledermøde
Forskningsledermøde på Klinisk Institut – september 2026
Temaet for forskningsledermødet den 16. september var: ”Samarbejde på tværs – forskning uden grænser”.
Nye samarbejdsflader var i fokus, da forskningslederne på Klinisk Institut mødtes den 16. september til en eftermiddag med korte oplæg, erfaringsudveksling og fælles drøftelser.
Institutleder Rikke Leth-Larsen og lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen bød velkommen.
Sundhedsreformen betyder, at der skal samarbejdes på nye måder. Første del af programmet satte derfor fokus på nye samarbejder ud af sygehuset og globale perspektiver, mens anden del bød på inspiration og drøftelser om sundhedsinnovation.
Fra lokal forankring til nye samarbejder ud af sygehuset og globale perspektiver
Første del af programmet bød på oplæg fra Berit Matzen, afdelingschef i Borgernær Sundhed, Rasmus Dahl Andersen, cheflæge ved afdelingen for Almen Medicin, Jens Søndergaard fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Sidsel Arnspang Pedersen, ledende overlæge og klinisk lektor ved Center for Forskning i Bæredygtig Medicin, samt lektor Ditte S. Linde fra Center for Global Sundhed.
Oplæggene gav forskellige perspektiver på nye samarbejder ud af sygehuset. Sundhedsreformen flytter ikke blot opgaver, men også forskningsbehovet ud i de patientforløb, hvor hospital, almen praksis og kommune skal lykkes sammen. Samtidig blev der sat fokus på sammenhængen mellem klima og sundhed og på mulighederne for at styrke forskningen inden for global sundhed og klima.
Innovation og TEK-samarbejde ved KI
Eftermiddagens anden del havde overskriften ”Innovation og TEK-samarbejde ved KI”. Her var der oplæg fra Søren Frandsen, chef for MedTech Odense, Mette Rothmann, professor ved Steno Diabetes Center Odense, og Thomas Emil Andersen fra Klinisk Mikrobiologisk Forskningsenhed.
Oplæggene satte fokus på nye rammevilkår og forventninger til innovation samt på teknologiens rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Samarbejdet mellem kliniske og tekniske miljøer kan tage udgangspunkt i både et klinisk behov og en teknologisk udvikling, der skal afprøves. Konkrete eksempler på samarbejde er fælles studerende på bachelor- og kandidatniveau samt muligheden for at få hjælp til udvikling af prototyper.
I den efterfølgende erfaringsudveksling blev SDU RIO også fremhævet som en mulighed for hjælp og sparring. En konkret opfordring var at række ud tidligt i et forløb. SDU RIO bidrager gerne med både oplæg og sparring om individuelle projekter.
En af pointerne fra eftermiddagen var, at gode idéer ikke nødvendigvis er nok i sig selv. Hvis nye samarbejder skal lykkes, kan der være brug for at bringe andre profiler og fagligheder ind og være åbne for nye samarbejder på tværs. Forskning og innovation går hånd i hånd.
Tak til alle oplægsholdere og forskningsledere for en spændende eftermiddag med gode drøftelser og erfaringsudveksling.
Fælles arrangement for alle ansatte
Sæt kryds i kalenderen den 21. oktober 2026 kl. 13-16, hvor Klinisk Institut afholder fælles arrangement for alle medarbejdere.
Hele instituttet er inviteret til en eftermiddag, hvor vi fejrer nogle af årets højdepunkter på Klinisk Institut, kårer Årets forsker 2026 og giver status og retning for Klinisk Institut og OUH. Derudover har eftermiddagen fokus på AI og fremtidens forskning.