Skip to main content
Ansættelser

Ny ledelsesgruppe på Juridisk Institut

Der er netop tiltrådt en række ledere på instituttet, der sammen med et par gengangere danner vores nye ledelsesgruppe

Pr. 1. august 2025 har Juridisk Institut fået en ny ledelsesgruppe. Den består af Ulrike Fleth-Barten, Jacob Öberg, Morten Kjær, Jøren Ullits, Bugge Thorbjørn Daniel, Natalie Videbæk Munkholm og Bodil Kjær Andersen. Den 1. september tiltræder vores nye institutleder, Ole Hammerslev, og indtil da er Nina Dietz Legind fortsat konstitueret på denne post. 

Nedenfor følger en kort beskrivelse af de syv ledere, der alle var ansat på instituttet i forvejen:

De to viceinstitutledere
Viceinstitutleder for uddannelse (og studieleder)
Ulrike Fleth-Barten er lektor inden for folkeret og menneskerettigheder. Hun har igennem flere år været studieleder og viceinstitutleder for uddannelse på Juridisk Institut og fortsætter i disse to stillinger. 

Viceinstitutleder for forskning
Professor i EU-ret Jacob Öberg er blevet ansat i den nyoprettede stilling som viceinstitutleder for forskning. Han har fået det overordnede ansvar for – sammen med den øvrige ledergruppe – at inspirere til, udvikle, implementere og koordinere instituttets forskningsaktiviteter og -strategi. 

De fire gruppeledere og sekretariatslederen
Forskerne/underviserne på Juridisk Institut er organiseret i fire grupper, hvor der samarbejdes om forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Fremover vil grupperne blive ledet af følgende: 

Gruppeleder for Ret, straf & samfund
Lektor og ph.d. Morten Kjær forsker inden for retshistorie og juridisk metode og har særligt fokus på strafferetshistorie, forfatningsretshistorie samt forholdet mellem ret og religion.

Gruppeleder for Forfatnings- og forvaltningsret
Lektor og ph.d. Jøren Ullits forsker primært i forvaltningsretten, forvaltningsprocessen og forvaltningens automatisering. 

Gruppeleder for EU & international ret
Lektor og ph.d. Bugge Thorbjørn Daniel forsker i folkeret, WTO-ret (World Trade Organisation = Verdenshandelsorganisationen) samt EU’s institutionelle forhold og eksterne relationer.

Gruppeleder for Privatret
Professor og ph.d. Natalie Videbæk Munkholm forsker i ansættelsesret, kollektiv arbejdsret, EU-arbejdsret, digitalisering samt ligebehandling og diskrimination.

Sekretariatsleder 
Chefkonsulent Bodil Kjær Andersen fortsætter som leder af sekretariatet på Juridisk Institut – en stilling, som hun har varetaget siden 2013. Bodil har en cand.merc.-uddannelse og en diplomuddannelse i projektledelse.

Fokus på fællesskab, forskning og fag

Den konstituerede institutleder, Nina Dietz Legind, glæder sig over de nye ledere:

"Med vores nye ledelsesgruppe står vi stærkt rustet til at videreudvikle både instituttets forskning og uddannelser. Jeg ser frem til, at vi sammen kan skabe de bedste rammer for et stærkt kollegialt fællesskab, der kan bidrage til et godt samarbejde på tværs af vores forskellige forskningsområder og fag.”

 

Ny ledergruppe

Redaktionen afsluttet: 15.08.2025