Skip to main content
DA / EN
NY FORSKNING

Nye muligheder for behandling af artrose

Det største genstudie nogensinde indenfor slidgigt er netop offentliggjort i et af verdens førende tidsskrifter, NATURE. Søren Thorgaard Skou fra IOB har bidraget til projektet.

En international forskergruppe ledet af forskere fra Technical University of Munich har gennemført det største genstudie (GWAS) nogensinde indenfor slidgigt. Resultaterne er netop offentliggjort i et af verdens førende tidsskrifter NATURE.

SDU er repræsenteret ved professor Søren Thorgaard Skou fra SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik (IOB), der har bidraget med viden om artrose og behandling af artrose i relation til de genetiske fund, der blev gjort.

Giver håb om nye og mere effektive behandlinger

I det nye studie har forskerne identificeret over 900 genetiske sammenhænge - herunder 500 nye – der kan have indflydelse på artrose.

Desuden blev otte biologiske processer identificeret som centrale for sygdomsudvikling og flere muligheder for at bruge allerede godkendte lægemidler blev fundet.

- Den nye forskning kan potentielt set hjælpe med at skræddersy behandlinger, så patienter får præcis den behandling, der virker for dem, siger Søren Thorgaard Skou.

Stor fordel: Kan bruge allerede eksisterende lægemidler

Forskerne i projektet har fundet ud af, at 10 % af de gener, der er forbundet med slidgigt, koder for proteiner, som bliver påvirket af allerede godkendt medicin.

Derfor kan man måske genanvende eksisterende lægemidler til at behandle slidgigt – og dermed forkorte den lange og dyre proces, det normalt kræver at udvikle ny medicin helt fra bunden.

- Det giver håb om, at patienter kan få hurtigere adgang til nye behandlinger, fordi man kan bygge videre på medicin, der allerede er testet og godkendt, fortæller Søren Thorgaard Skou.

Kort om slidgigt

  • Slidgigt er en af de hurtigst voksende sygdomme i verden, målt på hvor mange mennesker der lider af den.
  • Slidgigt påvirker 595 millioner mennesker verden over og over 1 million i Danmark.
  • Slidgigt er i top-3 blandt en lang række sygdomme ift. sygdomsbyrde målt ved forekomst, antal planlagte indlæggelser, antal planlagte ambulante hospitalskontakter og antal besøg hos egen læge.
  • Slidgigt er forbundet med smerte, nedsat funktion og livskvalitet for den enkelte.

Læs mere om studiet hos NATURE.

Illustration: Bo Kousgaard/AI


Kontakt

Søren Thorgaard Skou
Professor, Center for Sundhed i Muskler og Led
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
T: +45 2370 8640
stskou@health.sdu.dk


Mød forskeren

Søren Thorgaard Skou er professor ved Center for Sundhed i Muskler og Led og forsker i behandling af slidgigt og andre kroniske sygdomme samt multisygdom.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 24.04.2025