Skip to main content
Carlsbergbevilling

Nina Nørgaard skubber multimodaliteten fremad

Med et Carlsberg Semper Ardens Fellowship skal Nina Nørgaard koble stilistik og multimodalitet i forhold til litterære tekster.

Med et Carlsberg Semper Ardens Fellowship skal Nina Nørgaard, lektor, Institut for Sprog og Kommunikation fra 1. februar færdiggøre sin forskning, hvor hun kobler stilistik og multimodalitet i forhold til litterære tekster.

Her ser hun på, hvordan litteratur får betydning, når fortællingen ikke kun er forankret i teksten, men også grafik, billeder, typografi og papirkvalitet spiller en rolle.

- For eksempel er en bog med samme titel ikke den samme, rent semiotisk, hvis man har bogen med to forskellige omslag, forklarer hun.

Nina Nørgaards forskning udvider den stilistiske værktøjskasse med multimodale værktøjer, så ikke kun teksten men også billeder, typografi, papirkvalitet, m.m. kan blive håndteret analytisk med et grammatisk, systematisk og konsistent begrebsapparat.

- Jeg håber desuden på at være med til at skubbe teorien om multimodalitet fremad, siger hun og bemærker, at multimodale bøger siden årtusindskiftet er blevet mere udbredt.

-Simpelthen fordi teknologien gør det muligt for forfattere at anvende farver, grafik og billeder i en narrativ sammenhæng, siger Nina Nørgaard.

Forskningen og dens resultater forventes at udkomme som bog i løbet af 2018.

Redaktionen afsluttet: 22.12.2016