Skip to main content
bogudgivelse

Professor udgiver bog om retssalskrimier

Amerikanske retssager udgør det perfekte plot for en god krimi. Professor forklarer hvorfor i ny bog om retssalskrimiens historie.

Krimierne har længe ligget i toppen af boghandlernes bestsellerlister. Med mord, spænding og højt fortælletempo har forfatterne gang på gang vundet læsernes gunst.
Men en særlig undergenre adskiller sig fra den klassiske krimi: Retssalskrimien, eller Legal Thriller, som genren kaldes på engelsk.

Retssalskrimierne er nemlig ikke skrevet af forfattere eller andre professionelle skribenter.

De er skrevet af aktive jurister med deres daglige gang i retssalene. Det skaber en meget professionel og troværdig fremstilling af livet i retssalene, forklarer professor dr. phil. i Engelsk Lars Ole Sauerberg, som er aktuel med bogen The Legal Thriller from Gardner to Grisham.

Bogen giver et indblik i retssalskrimiens historie i England og USA, hvor genren står stærkest.

Og det er ikke tilfældigt, at det netop er disse to lande, der kastet sig over genren, forklarer Lars Ole Sauerberg.

England og USA adskiller sig nemlig fra eksempelvis Danmark ved at have sædvaneret – eller ’Common Law’ – som betyder, at retssalen og dens aktører spiller en vigtig rolle, når sager skal afgøres. Det fungerer godt som krimimateriale.

- Der ligger et potentielt drama i enhver retstvist. Et drama, der kan siges at være parallelt til de plot-skabende spændinger, som litteraturen traditionelt arbejder med, forklarer Lars Ole Sauerberg.

Han har beskæftiget sig med krimi-genren siden 80’erne og tidligere udgivet bogen Secret Agents in Fiction samt være krimianmelder på Jyllands-Posten.

Foruden den historiske inddeling er The Legal Thriller from Gardner to Grisham også inddelt efter køn. Det skyldes, at de amerikanske retssalskrimier ifølge Lars Ole Sauerberg ofte bruges til at udforske forhold, der har med køn at gøre. Derfor har han struktureret bogens amerikanske del efter ’damer’ og ’herrer’, og bogen kan således også bruges til at studere genren ud fra dette perspektiv.

Legal Thriller from Gardner to Grisham er udkommet som e-bog på Palgrave MacMillan. Det er desuden muligt at købe bogens kapitler enkeltvis.

Redaktionen afsluttet: 21.12.2016