Det Humanistiske Fakultet markerer universitetets 50 år med stor jubilæumskonference
Med SDU’s 50 års jubilæum følger også 50 år for Det Humanistiske Fakultet. Det fejres fredag d. 25. november med fest og faglige oplæg.
- Universitetets 50 år er en fest for alle SDU’s fakulteter. Derfor skal vi selvfølgelig også markere jubilæet på Humaniora og vise, hvad vores fakultet står for, siger dekan for Det Humanistiske Fakultet Simon Møberg Torp om den store jubilæumskonference som finder sted d. 25. november.
Her byder fakultetets ledelse, foruden frokost i den gamle fredagsbar, på faglige input i form af oplæg fra nuværende og tidligere SDU-humanister.
I løbet af dagen kan man blive klogere på, hvordan fakultets har udviklet sig gennem tiden. Der sker når forskere fra de forskellige fagområder udvalgt af institutledelsen giver et historisk vue.
Du kan således høre om filosofifaget på SDU ved professor ved Institut for Kulturvidenskaber Søren Harnow Klausen. Om hvordan det står til på campus Kolding ved professor Klaus Roberings. Om forskningen på Institut for Sprog og Kommunikation ved professor Jørgen Christian Bang. Og om danskstudiet gennem tiden ved professor mso ved Institut for Kulturvidenskaber Johannes Nørregaard Frandsen.
Fokus på fakultets forskelligheder
Jubilæumskonferencen byder også oplæg fra flere af fakultets alumner.
Her kan du møde cand.phil. i Filosofi og i dag teaterchef ved Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl, cand.phil. i Engelsk og i dag politisk kommentator Søs Marie Serup Laybourn, Cand.phil. i Samtidshistorie og nu stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen samt cand.mag. i Medievidenskab og nu CEO og Founding Partner i online marketing virksomheden Kvantum Copenhagen Martin Graeser.
Det er dekan Simon Møberg Torp, der har udvalgt alumnerne. Hans ønske er at vise den spændvidde, Det Humanistiske Fakultet i dag repræsenterer.
- Vores fakultet består af så mange fagligheder og ekspertiser og vores alumner arbejder i vidt forskellige brancher. Det er i sig selv værd at fejre, siger han.
Efter de faglige oplæg vil der være øl, vin, vand og hyggelig samtale i den gamle fredagsbar.
Jubilæumskonferencen finder sted fredag d. 25. november kl. 12-16 i O100.
Se det fulde program for jubilæumskonferencen.