Ti år med designstudier
SDU’s designstudier fylder rundt. Det markeres med paneldebat, reception og fest.
Design fylder og sætter rammer for vores hverdag i stadig større grad. Og vi kommunikerer mere og mere om design og hvilke betydninger, det skaber for brugere såvel som for virksomheder.
Derfor uddanner SDU hvert år både bachelorer og kandidater, der kan analysere, formidle og rådgive om design. På SDU er designuddannelserne ikke håndværksmæssige, men rettet mod erhvervslivet og medierne, som i stigende grad oplever behov for medarbejdere med viden om designs betydninger og værdier lige fra brugsgenstande til design i branding, service og bystrategier.
- Man skal ikke så langt tilbage, før det var utænkeligt, at man kunne beskæftige sig akademisk med design. Men i takt med, at design er blevet mere synligt og som felt mere komplekst, har design udviklet sig til også at være et vidensfelt for formidlere, analytikere og historikere, siger studieleder Mads Nygaard Folkmann.
Uddannelserne er hen over årene udvidet fra bacheloruddannelsen i Design og kulturøkonomi (i dag Designkultur og økonomi) til yderligere en bacheloruddannelse i Designkultur samt en kandidatuddannelse i Designstudier.
Alt i alt er 270 studerende gennem årene dimitteret fra en af de tre uddannelser.
Behov for akademisk forståelse
Designstudierne på SDU fejrer 10 års jubilæum med en paneldebat med forskere fra SDU, Designmuseum Danmark og CBS diskuterer, hvor dansk designkultur står aktuelt, og hvor forskningen i designstudier og designhistorie bevæger sig hen.
- For 100 år siden blev lægekunst til videnskab, for 30 år siden gik kommunikation fra at være praksis til også at blive et akademisk uddannelsesfelt, og i dag er det design, der foretager denne omstilling fra kun at være noget, man ”gør”, til noget, man også studerer. Og tendensen går i retning af, at der kun bliver mere behov for en nuanceret akademisk forståelse for, hvad design betyder for nutidens kultur, samfund og erhvervsliv, siger Mads Nygaard Folkmann.
Efterfølgende er der reception samt middag og fest for tidligere og nuværende studerende. Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Institut for Design og Kommunikation, Studienævnet for Design, Forskningsprogrammet Designkultur og Netværksforeningen HAU.
INFO:
Paneldebat fredag 7. oktober
Tid: 14.30-16.00
Sted: Auditoriet, campus Kolding