
SDU-studerende vinder tur til New York i prestigefuld konkurrence
Fire mekatronik-studerende fra Sønderborg slog specialister og masterstudenterne ved prestigiøs lydteknologi-konkurrence og vandt tur til New York.
De kaldte det "syv dage i helvede", men for fire mechatronics-studerende - Dario Szel, Marius Tilea, Benito Padilla og Daniel Borregaard - fra SDU Sønderborg blev det til sidst en drømmerejse til New York.
Som de mindst erfarne deltagere i Demants prestigiøse Audio Explorers-konkurrence trodsede de alle odds og vandt gennem ren viljestyrke, kreativitet og en fremragende rapport.
"Vi var de eneste hold, der ikke havde specialister inden for de forskellige felter," fortæller Dario Szel.
Holdet fra SDU bestod af fire bachelorstuderende i mekatronik – generalister i et felt, hvor de fleste konkurrenter var specialister. Mange af de andre deltagere læste på kandidatniveau, flere havde været med i konkurrencen før – og ét hold stillede med en tidligere vinder.
"De andre teams havde computer-specialister, mekanik-specialister – vi var bare fire mechatronics-studerende. Jack of all trades, master of none, men bedre end ingen," griner Daniel Borregaard.
Underdogs med overblik
Audio Explorers 2025 er en teknologisk udviklingskonkurrence arrangeret af høreapparatkoncernen Demant. 10 vindende teams skulle udtages til at rejse til New York på Demants regning, udstyret med monitoreringsudstyr, som kunne tjekke biomarkører og og lydniveauer i ét af verdens mest ikoniske storbymiljøer.
Konkurrencen bestod af fem forskellige udfordringer inden for software, elektronik, mekanik og indlejrede systemer. SDU-holdet kastede sig over software-udfordringen: at isolere en engelsk samtale fra et kaos af ni forskellige sprog optaget med 32 mikrofoner placeret i et sfærisk setup.
"Du har ti personer, der snakker ni sprog, to snakker engelsk. Og når du hører fra alle de mikrofoner, kan du slet ikke høre den engelske samtale – det var den, vi skulle adskille," forklarer Marius Tilea.
Pizza fra en pose og 14-timers arbejdsdage
De første dage var katastrofale. Holdet brugte fem dage på at prøve sig frem med forskellige tilgange, der alle fejlede. De levede af fem kilo pizza, som en ven havde bragt dem i en gul plastikpose.
"Vi arbejdede 14 timer om dagen og levede af pizza. Det var meget svært ikke at give op efter de første par dage," siger Marius Tilea.
Men hvor andre ville have givet op, gravede de fire sønderborg-studerende dybere. De udviklede en sofistikeret pipeline af forskellige algoritmer og beviste, at de kunne løse opgaven – selvom de konkurrerede mod masterstuderende og endda tidligere vindere.
Rapporten der reddede dagen
Det blev deres metodiske tilgang og fremragende rapport, der sikrede sejren. Mens andre teams fokuserede på at levere et færdigt produkt, imponerede SDU-holdet dommerne med deres grundige dokumentation af hver enkelt tilgang, de havde prøvet.
"Rapporten var skrevet, så godt vi vidste, hvordan man skulle gøre det, fordi her skriver vi så mange rapporter på et tidspunkt, at man ved, hvordan man skal behage læseren," fortæller de studerende.
"Vi viste dem, hvor mange ting vi prøvede, og hvor dybt vi tænkte over hver idé."
New York som belønning
Sejren betød en uge i New York med besøg på tekniske museer, hi-tech virksomheder og møder med førende forskere. De vandt et komplet program med daglige lektioner fra Demants egne ingeniører om virksomhedens forskning og udvikling.
"Vi havde organiserede besøg til virksomheder, præsentationer om audiologi, middage hver dag, men også fritid til at udforske Manhattan," beskriver Daniel Borregaard den actionpakkede uge.
Fra konkurrenter til fremtidige kolleger
Alle fire SDU-studerende er nu interesserede i at arbejde for Demant efter deres uddannelse. De har etableret løbende kontakt med virksomhedens ingeniører og arbejder på at bringe mere lyd-relateret ingeniørarbejde til SDU.
Syv dage i helvede – igen næste år
På trods af den intense oplevelse, som de kalder "syv dage i helvede", er alle fire studerende klar til at deltage igen næste år. Denne gang som erfarne deltagere, der kan hjælpe med at forberede næste generation af Audio Explorers.
"Vi beviste, at vi er gode nok til at komme derhen, og vi har nu en aftale med Demant om at hjælpe med at reklamere for begivenheden her næste år," siger de.
For SDU Sønderborg er sejren et bevis på, at deres mechatronik-studerende kan konkurrere på internationalt niveau – selv når odds er imod dem.
"Vi beviste, at mechatronics-studerende fra SDU Sønderborg kan konkurrere på internationalt niveau – selv når odds er imod os,” lyder det fra de stolte vindere.