SDU bruger sin egen supercomputer til at opbygge virtuelle undervisningslaboratorier
Syddansk Universitet (SDU) tager nu sin eksisterende supercomputer i brug til at opbygge virtuelle undervisningslaboratorier for IT-uddannelserne. Initiativet giver de studerende adgang til avancerede servermiljøer og distribuerede systemer – samtidig med at SDU bevarer det fulde ejerskab over undervisningsplatformen og kan sikre forudsigeligt og gennemsigtigt ressourceforbrug.
- Med kommercielle cloud-udbydere kan udgifterne hurtigt løbe løbsk, hvis ressourcer bliver sat forkert op eller får lov at køre længere end planlagt. De studerende kan godt lære at optimere forbruget, men platformene er grundlæggende designet til kommerciel drift – ikke til undervisning i stor skala med faste budgetter og kontrollerede læringsmiljøer.
Sådan lyder det fra professor Mikkel Baun Kjærgaard fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU. Han leder det nye projekt, VSLab (Virtual Software Laboratories), som netop har modtaget 1.999.000 kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Projektet adresserer en velkendt udfordring i IT-uddannelserne: Industrien forventer, at dimittender mestrer komplekse, distribuerede systemer, men universiteter mangler ofte undervisningsplatforme, hvor de studerende kan eksperimentere frit uden usikkerhed om regninger, eksterne afhængigheder eller begrænsninger fra kommercielle licensmodeller.
Med VSLab vil SDU opbygge genanvendeligt undervisningsindhold og færdige laboratoriemiljøer på infrastruktur, universitetet selv kontrollerer – og dermed gøre avanceret IT-undervisning mere tilgængelig, stabil og tilpasset uddannelsesverdenens behov.
Slut med "works on my machine"
I dag foregår meget undervisning stadig lokalt på de studerendes egne laptops. Det skaber en kløft mellem uddannelse og virkelighed, forklarer Mikkel Baun Kjærgaard:
- I en klassisk uddannelse sidder den studerende i et ’one computer environment’. Men i industrien kører software på mange distribuerede noder. Vi er nødt til at investere i udviklingstimerne og software-stacken, så vi kan give de studerende et realistisk miljø, hvor de trygt kan eksperimentere.
Med VSLab bygger SDU en intern "sandkasse" ovenpå universitetets eksisterende e-Science platform, UCloud. Her orkestreres open source-komponenter til at simulere virkelige produktionsmiljøer. Det betyder, at de studerende kan arbejde med container-teknologi, Microservices og DevSecOps i stor skala – uden frygt for budgetoverskridelser eller GDPR-problematikker.
Faktaboks
- Navn: VSLab - Virtual Software Laboratories as a Scalable Research Infrastructure for Higher IT Educations.
- Bevilling: 2 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden (PREPARE-programmet).
- Teknologi: Bygges ovenpå SDU’s UCloud-platform med fokus på open source-orkestrering.
- Formål: At give studerende hands-on erfaring med Big Data, Cloud Computing og DevSecOps i et risikofrit miljø.
Kontakt for yderligere information: Mikkel Baun Kjærgaard, Professor Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, SDU Telefon: 65 50 73 80 Email: mbkj@mmmi.sdu.dk
Træning i terabytes og systemfejl
Det er ikke kun økonomien, der bliver bedre. Det faglige niveau får også et markant løft. Ifølge lektor Aisha Umair, der er pædagogisk ansvarlig på projektet, er det afgørende, at de studerende får fingrene ned i maskinrummet.- På de avancerede kurser inden for Machine Learning og Big Data skal de studerende håndtere terabytes af data på tværs af forskellige servere. De skal lære distributed training, ressourcestyring og systemovervågning. Det er færdigheder, man ikke kan lære meningsfuldt på en bærbar computer, forklarer Aisha Umair.
Ambitionen er at skabe en "software factory"-tilgang, hvor de studerende oplever hele workflowet fra data preparation til deployment.
- Vi vil designe laboratorieaktiviteter, hvor de studerende oplever realistiske afhængigheder, performance-begrænsninger og endda systemfejl. Det vil spejle praksis i industrien langt bedre end de fysiske laboratorier, vi har i dag, siger hun.
Demokratisering af regnekraft
Projektet har også en social dimension. Ved at flytte regnekraften fra den enkeltes rygsæk og op i en fælles, SDU-drevet cloud, udlignes forskellen mellem de studerendes private hardware.- Det flugter med vores mål om et inkluderende læringsmiljø. Uanset hvilken laptop du har råd til, får du adgang til det samme standardiserede high-performance miljø gennem VSLab. Det sikrer lige vilkår for alle, fastslår Aisha Umair.
Resultatet skal i sidste ende være kandidater, der er "grydeklar" til virksomheder som Danfoss og LEGO, fordi de ikke bare forstår teorien, men har praktisk erfaring med den moderne toolchain, der driver dansk industri.
Fra teknisk frustration til innovations-legeplads
Behovet for den nye platform mærkes tydeligt blandt de studerende. Joakim Vestergård Leed, der læser Software Engineering og er undervisningsassistent, ser ofte, at manglende infrastruktur dræber motivationen frem for at tænde den faglige gnist.- Jeg ser desværre studerende miste modet, fordi deres lokale udviklingsmiljøer går i stykker, og vi mangler en fælles platform. SDU har stået stille for længe på det her punkt, mens teknologien er ræset mod distribuerede systemer. Det betyder, at vi i dag mangler læringsplatform for at opnå de operationelle kompetencer, som industrien efterspørger, siger Joakim Vestergård Leed.
Han ser derfor bevillingen som nøglen til at forløse et ubenyttet potentiale ved at bruge universitetets egen hardware:
- De studerende bør fra start have adgang til et system, hvor de kan eksperimentere sikkert. At få lov til at bygge, ødelægge og innovere i et rigtigt cloud-miljø er uden tvivl den bedste måde at forberede sig til virkeligheden på.
VSLab forventes rullet ud i undervisningen fra januar 2026.