Millionbevilling skal styrke fremtidens energiinfrastruktur
Et nyt internationalt netværk ledet af SDU skal samle ekspertise inden for robotteknologi, kunstig intelligens, halvledere og energisystemer. Målet er at bane vej for nye løsninger til inspektion og vedligeholdelse af kritisk infrastruktur.
Elektrificering og vedvarende energi stiller nye krav til blandt andet elnet, jernbaner og anden kritisk infrastruktur. Samtidig vokser behovet for teknologier, der kan overvåge infrastrukturen, opdage fejl og understøtte en mere effektiv vedligeholdelse.
Det er baggrunden for det nye internationale netværk All4Green, som koordineres af professor Emad Samuel Malki Ebeid fra Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet.
Projektet har modtaget 1,08 millioner kroner gennem Global Innovation Network Programme. Med medfinansiering har projektet et samlet budget på 1,72 millioner kroner.
– Den grønne omstilling kræver en energiinfrastruktur, som både er robust, pålidelig og bæredygtig. Med All4Green samler vi stærke internationale kompetencer inden for robotteknologi, kunstig intelligens, halvledere og energisystemer, siger Emad Samuel Malki Ebeid.
Skal føre til nye teknologiprojekter
All4Green skal over de kommende to år opbygge et internationalt samarbejde gennem workshops, tekniske seminarer, forskerudvekslinger og delegationsbesøg.
Netværket skal samtidig udvikle fælles projektforslag, der på sigt kan føre til konkrete forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter. Et centralt fokusområde bliver autonome robotter og AI-baserede løsninger til inspektion, overvågning og vedligeholdelse af kritisk infrastruktur.
– Ambitionen er at skabe langvarige partnerskaber, som kan omsættes til nye internationale projekter og teknologiske løsninger. Samarbejdet giver samtidig SDU og danske virksomheder adgang til nogle af verdens førende forsknings- og innovationsmiljøer på området, siger Emad Samuel Malki Ebeid.
All4Green samler universiteter, virksomheder og innovationsmiljøer fra Danmark, Canada, USA, Sydkorea og Japan. Partnerkredsen omfatter blandt andre Hydro-Québec, Université de Sherbrooke, The University of Texas at Austin, University of Pennsylvania, KAIST, Yokogawa Electric Corporation, XELA Robotics, University of Colorado Boulder, DTU, Aalborg Universitet og Odense Robotics.
Netværket holdt sit første møde på SDU i Odense den 18. august 2026.
All4Green er støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet gennem Global Innovation Network Programme.