AI, sensorer og droner kan gøre fjernvarmen i din radiator billigere
Fjernvarmerør bliver i dag ofte udskiftet på baggrund af alder snarere end viden om deres faktiske tilstand. Et nyt forskningsprojekt med forskere fra Syddansk Universitet (SDU) i spidsen skal gøre vedligeholdelsen smartere, hvilket kan give både økonomiske og forsyningssikkerhedsmæssige gevinster.
Under de danske veje og fortove løber der omkring 60.000 kilometer fjernvarmerør. De forsyner to ud af tre danskere med varmt vand og lune radiatorer.
Eftersom rørene ligger op til to meter under jorden, er det svært at vide præcis, hvornår de trænger til at blive udskiftet. Det er dyrt at grave dem fri, og derfor bygger vedligeholdelsen af fjernvarmenettet i dag ofte på alder.
Når et rør har nået en vis alder, bliver det som regel skiftet, uanset om det faktisk er udslidt eller ej.
Derfor er forskere fra SDU Center for Energy Informatics i forskningsprojektet ThermoSense gået sammen med tre fjernvarmeselskaber og virksomhederne ReMoni og Drone Systems for at udvikle ny teknologi til overvågning af fjernvarmerørene. Projektet er støttet af EUDP under Energistyrelsen.
- Den grundlæggende idé er, at vi skal hjælpe fjernvarmeselskaberne med at handle på det rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt og ikke for sent, siger Hamid Reza Shaker, professor på SDU og leder af ThermoSense-projektet.
Sikker og forklarlig AI-chatbot.
I projektet vil forskerne kombinere eksisterende datasæt med viden og indsigter fra flere forskellige teknologier, herunder også nye teknologier, der udvikles som en del af projektet.
Oplysningerne skal bruges til at udvikle modeller og værktøjer, og resultaterne skal samles i en AI-assistent, som medarbejdere i fjernvarmeselskaber kan bruge til at vurdere tilstanden af fjernvarmerør og planlægge vedligeholdelsen derefter.
- I dag findes der allerede mange data, som kan sige noget om ledningernes tilstand og risikoen for fejl. Det kan være jordbundsforhold, miljødata og vedligeholdelseshistorik. Problemet er, at de ofte ligger spredt i forskellige systemer og ikke bliver brugt samlet, siger Hamid Reza Shaker.
De eksisterende datasæt skal kombineres med termografiske billeder fra droneflyvninger i samarbejde med Drone Systems og med information fra en ny type sensorer, som virksomheden ReMoni udvikler. De såkaldte clamp-on-sensorer kan klemmes fast uden på fjernvarmerørene — man behøver ikke save rørene over — hvilket gør det betydeligt nemmere og billigere.
På baggrund af de datakilder vil forskere fra SDU udvikle modeller, softwareværktøjer og en AI-assistent, som kan analysere fjernvarmerørenes tilstand og hjælpe med planlægningen af vedligeholdelsen.
- Det bliver ikke bare en chatbot som ChatGPT eller Gemini. Den skal være forankret i konkrete data fra sensorer, termografi og vedligeholdelseshistorik. Samtidig skal den kunne forklare, hvordan den når frem til sine anbefalinger. Det er afgørende, hvis teknologien skal bruges i praksis, siger Hamid Reza Shaker.
Godt for klimaet og pengepungen
ThermoSense-projektet kommer til at løbe de næste tre år og har et samlet budget på godt 14 millioner kroner.Og de mulige gevinster er store, lyder det fra plan- og projektchef Peer Andersen fra Fjernvarme Fyn, som sammen med Fjernvarme Horsens og Energi Ikast Varme vil teste de nye teknologiske løsninger.
Dels kan der være en klima- og ressourcemæssig gevinst ved kun at skifte fjernvarmerørene, når de faktisk trænger til det. Dels vil forbrugerne kunne opleve færre afbrydelser og potentielt lavere priser.
- Der vil være væsentlige økonomiske og forsyningssikkerhedsmæssige gevinster forbundet med at forbedre vedligeholdelses- og renoveringsplanlægningen af fjernvarmeledninger, siger Peer Andersen.
- Men det kræver viden om ledningernes aktuelle tilstand og vurderinger af den forventede fremtidige udvikling af tilstanden. Den måske største udfordring i forhold til langsigtet planlægning er at kunne forudsige fjernvarmeledningernes resterende levetid. Netop det er et af målene i ThermoSense-projektet.
Mød forskeren
Hamid Reza Shaker er professor i SDU Center for Energy Informatics under Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og leder af forskningsgruppen, der arbejder med digital og datadrevet vedligeholdelse af industrielle systemer, energisystemer og infrastruktur.
Om projektet
Fjernvarmerør bliver i dag ofte udskiftet på baggrund af alder snarere end viden om deres faktiske tilstand. Ved at kombinere eksisterende datasæt med nye informationer indsamlet af ny sensorteknologi og termografiske billeder fra droner vil forskerne udvikle modeller, software og en AI-assistent, der kan vurdere fjernvarmerørenes tilstand, så man i højere grad kun udskifter rør, som reelt er udslidte.
Partnerne i projektet er Syddansk Universitet, ReMoni, Drones Systems, Fjernvarme Fyn, Fjernvarme Horsens og Energi Ikast Varme.