Nominerede til undervisningsprisen på SUND 2021
Én gang om året tildeles undervisningsprisen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet til en underviser, som har udvist stort engagement og ydet en særlig indsats i sin undervisning.
Studenterrepræsentanterne i studienævnene har indstillet en underviser fra hver uddannelse og fem er blevet nomineret til prisen.
Her er de nominerede til undervisningsprisen 2021:
Helle Jung Andersen, Audiologi
Fra indstillingen: "Fagligt er hun også fantastisk til at lære fra sig, og hun har fingeren på erhvervslivets puls. Med sin kliniske erfaring og netværk skaber hun en faglig profil for de studerende, der øger vores chancer for at få praktik, studiejobs og jobs bagefter uddannelse."
Indstiller: Studenterrepræsentanterne i studienævnet for Audiologi.
Jan Arvidsen, Idræt
Fra indstillingen: "Jan er virkelig dygtig til at skabe refleksion blandt sine studerende, og får derigennem de studerende til selv at finde svar og løsninger på de problemstillinger, han opsætter i undervisningen. Jan formår at være enormt professionel og sikker i sin undervisning, samtidig med han er utroligt nærværende blandt de studerende."
Indstiller: Studenterrepræsentanterne i studienævnet for Idræt og Sundhed.
Christian Gerlach, Psykologi
Fra indstillingen: "Han har formået at holde de studerende fokuserede og aktive ved bl.a. at gøre selv de tørreste emner tilgængelige, vha. hans store engagement og humor. Foruden hans gode (eller måske dårlige) humor, besidder han evner til at konkretisere og simplificere svære/komplicerede emner. Han gør disse tilgængelige for de mest statistik skrækslagne studerende. Gerlach indlever sig i sine forelæsninger, hvilket har gjort hans undervisning spændende, da man også kan mærke hans egen passion for området. Dette er med til at skabe en levende og dynamisk undervisning."
Indstiller: Studenterrepræsentanterne i studienævnet for Psykologi.
Åsa Fex Svenningsen, Farmaci
Fra indstillingen: "Åsa er en meget engageret og passioneret underviser, der er god til at fange de studerendes opmærksomhed. Åsa har med sin entusiasme formået at inddrage virkelige hændelser fra hendes eget liv. Hun har sågar formået at gøre den tørre lærebog ”Rang and Dale’s” interessant ved at sætte den i en kontekst mellem liv og død, hvor den spillede en væsentlig rolle på hendes cykeltur. Hun er ydermere god til at sætte hendes faglige kompetencer i et virkeligt perspektiv ved at dele sine personlige erfaringer om de neurologiske sygdomme."
Indstiller: Studenterrepræsentanterne i studienævnet for Farmaci.
Boye L. Jensen, Medicin
Fra indstillingen: "Fra første gang de studerende møder Boye, føler de tryghed i den høje faglige integritet han udstråler. Der er ikke nogen spørgsmål, der er for store eller for små – Boye møder de studerende i øjenhøjde med en dybdegående forklaring. Boye formår at forsimple et ellers svært pensum, ved at fremhæve det vigtigste i pensum og arbejde videre med det udgangspunkt."
Indstiller: Studenterrepræsentanterne i studienævnet for Medicin.