Skip to main content
DA / EN

Nyt professorat i translationel kardiovaskulær fysiologi på SDU

Stefan P. Mortensen, cand.scient. og dr.med. er udnævnt til professor i hjerte-kredsløbsfysiologi og patofysiologi, hvilket omfatter hjertets og blodkarrenes normale funktion og forandringer i forbindelse med kredsløbssygdomme.

Hjerte-kredsløbssygdomme er årsag til lige så mange dødsfald som cancer og er et fokus ved Institut for Molekylær Medicin. Stefan Mortensen skal oversætte sidste nye indsigter fra laboratorierne til gavn for patienter, såkaldt translationel kardiovaskulær fysiologi, på Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet (SDU)

Stefan P. Mortensens forskning omhandler reguleringen af kredsløbet, f.eks. hvordan blodgennemstrømningen stiger i den arbejdende muskel og hvordan dette respons er påvirket hos personer med kroniske sygdomme, såsom type 2-diabetes, forhøjet blodtryk og hjertesvigt. Stefan P. Mortensen og hans forskergruppe udfører helt overvejende studier med forsøgspersoner både med indgift af lægemidler og med livsstilsændring, og træningsforsøg for at undersøge, hvordan behandlingen af patienterne kan forbedre kredsløbets funktion.

Stefan P. Mortensen er uddannet i humanfysiologi fra Københavns Universitet i 2005. Hans speciale blev udført på Center for Muskelforskning på Rigshospitalet, hvor han blev ansat efter sin uddannelse. Først som ph.d.-studerende hos Niels Secher og efterfølgende hos Bengt Saltin. Han forsvarede sin doktordisputats i medicin ved Københavns Universitet i 2011. Fra 2011 til 2014 var han gruppeleder på Center for Inflammation og Metabolisme/Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet. Derefter skiftede Stefan P. Mortensen til SDU i 2014, hvor han udnævntes til lektor på forskningsenheden for Kardiovaskulær og Renal Forskning, Institut for Molekylær Medicin.

”Vi er meget stolte og glade for at fastholde Stefan Mortensen som professor. Hans humane tilgang til basal fysiologiske problematikker er unik og på et særdeles højt niveau. Det udgør et meget vigtigt forskningsområde for Institut for Molekylær Medicin, i en tid hvor der ellers indenfor feltet er fokus på dyremodeller,” udtaler institutleder Uffe Holmskov.

Stefan P. Mortensen bor i Nyborg sammen med sine to børn, Nicolas på 11 år og Alberte på 9. Udover at passe hus og have, er han passioneret løber og cykelrytter.

Professor Stefan P. Mortensen

Stefan P. Mortensen, professor ved Kardiovaskulær og Renal Forskning på Institut for Molekylær Medicin, SDU.

Kontakt

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Redaktionen afsluttet: 06.06.2019