Skip to main content

Fedt kan uskadeliggøre farlig bakterie

Visse fedtsyrer er ikke alene sunde i kosten. De kan også uskadeliggøre den farlige bakterie listeria, viser nyt studie. Opdagelsen kan på sigt føre til bedre bekæmpelse af farlige og resistente bakterier.

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk, 22-05-2017

Det er enhver forbrugers mareridt: at få mad med hjem fra supermarkedet, som viser sig at være fyldt med farlige bakterier som f. eks. listeria i kødpålægget eller salmonella i svinekødet.

Professor Birgitte Kallipolitis forsker i farlige bakterier på SDU, og hun står bag et nyt studie, der giver en overraskende indsigt i listeria-bakteriens maskinrum. Det er en opdagelse, der kan hjælpe hende og andre forskere i deres arbejde med at nedbringe risikoen for farlige bakterier i vores fødevarer.
- Vores studie har vist, at almindelige og naturligt forekommende fedtsyrer kan slukke for lige præcis de gener, der gør listeriabakterien farlig. Vi testede omega-3 fedtsyrer, og det tog dem ca. en halv time at uskadeliggøre listeriabakterierne, siger Birgitte Kallipolitis.

Kampen mod farlige bakterier

Hans Jørn Kolmos er professor på SDU og overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH. Han mener, det er vigtigt, at forskere og læger tænker i nye baner, når det gælder bakterieresistens.

- Det kan føre til udvikling af et nyt værktøj i kampen mod farlige bakterier og blive et muligt supplement til traditionel hygiejne og antibiotikabehandling. Det bliver spændende at se, hvor denne nye forskning fører os hen i de kommende år, siger han.

Sunde fedtsyrer som medicin

Birgitte Kallipolitis og hendes forskningsgruppe på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi er nu i gang med flere studier for at forstå helt præcist, hvad der foregår på det molekylære plan, når fedtsyre og listeria møder hinanden.

- Det er interessant, at naturligt forekommende, fuldstændigt uskadelige og ligefrem sunde fedtsyrer kan bruges til at nedkæmpe en farlig bakterie som listeria. Perspektivet er, at man kan udvikle nye behandlingsmetoder – ikke alene mod listeria, men også mod andre farlige bakterier og bakterier, der i dag er resistente overfor antibiotika, siger hun.

Forskere har længe vidst, at visse fedtsyrer i høje koncentrationer kan have en antimikrobiel virkning og kan dræbe farlige bakterier som listeria og salmonella.

Evnen til at fremkalde sygdom ødelægges

- Vi har nu opdaget, at der også sker noget ved selv lave koncentrationer af fedtsyrer, og at det er noget helt andet, siger Birgitte Kallipolitis.

I studiet observerede forskerne at lave koncentrationer af omega-3 fedtsyrer ikke dræber listeriabakterier. I stedet bliver der slukket for de specifikke gener, der er ansvarlig for virulensen; altså bakteriens evne til at fremkalde sygdom.

- Vores teori er, at fedtsyrerne gør et eller andet ved proteinet PrfA, så det ikke kan tænde for virulensgenerne, og vi er meget interesserede i at finde ud af hvad, de gør.

Smart at afvæbne bakterien

Umiddelbart kan det lyde lidt bekymrende, at bakterierne ikke blive dræbt, men at de ”kun” bliver uskadeliggjort og altså dermed stadig lever. Men det er der faktisk en fordel ved.

- Når bakterien ikke bliver truet på dens vækst, begynder den ikke at udvikle nye overlevelsesstrategier og gøre sig selv resistent over for sin angriber. Bakterier kan udvikle resistens mod deres angriber, og vi har jo mange eksempler på, at det blot skaber nye og endnu større problemer for bekæmpelsen af dem. Det kan måske være en bedre strategi at lade dem leve og i stedet gå efter deres evne til at fremkalde sygdom, mener Birgitte Kallipolitis.

Den strategi er Hans Jørgen Kolmos enig i:
- I sundhedsvæsenet er vi vant til at opfatte sygdomsfremkaldende bakterier som nogen, der bare skal slås ihjel. Det gør vi bl.a. med desinfektionsmidler og antibiotika, men desinfektionsmidler er jo giftige, ikke bare for bakterier, men også for os selv og for miljøet. Og udstrakt brug af antibiotika fører til resistensudvikling. Det er meget smartere at afvæbne de farlige bakterier, så de ikke gør skade – og så i øvrigt overlade til immunsystemet at klare resten.

 
Mød forskeren

Professor og forskningsleder Birgitte Kallipolitis forsker i bakterier på molekylært plan på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Hendes gruppe driver et genteknologisk klasse 2 laboratorium.

KONTAKT

Klog og farlig bakterie

Listeria er en meget alsidig bakterie. Den reagerer løbende på input, som gør den i stand til at mærke, hvilket miljø, den er i; om det er i en tarm, spildevand, jord, ost eller kødpålæg. En listeria-infektion kan give sygdommen listeriose, som kan være en livstruende sygdom.

Redaktionen afsluttet: 22.05.2017