Skip to main content
DA / EN
UDDANNELSE

SDU i samarbejde med Grønland: Kandidatuddannelse skal styrke sygeplejen

Et nyt partnerskab mellem Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Syddansk Universitet (SDU) skal styrke det grønlandske sundhedsvæsen gennem en erhvervskandidatuddannelse, der specialiserer i avanceret klinisk sygepleje. Første hold studerende starter i september.

Af SUND Kommunikation - Marianne Lie Becker, , 03-06-2025

Grønland står over for betydelige udfordringer med at rekruttere og fastholde sundhedspersonale. Som led i en målrettet indsats for at styrke sygeplejen indleder Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ilisimatusarfik og SDU nu  et tæt samarbejde om at sikre videreuddannelse primært til sygeplejersker i Grønland. Samarbejdet betyder, at sygeplejerskerne bliver i Grønland og arbejder som sygeplejersker sideløbende med deres uddannelse på SDU.  

Første hold på 15 studerende er optaget og begynder på en erhvervskandidatuddannelse efter sommerferien.

-Vi er stolte over at kunne bidrage med en fleksibel og praksisnær uddannelsesmodel, der understøtter kompetenceudviklingen i det grønlandske sundhedsvæsen, siger Merete Munk, uddannelses- og sekretariatschef ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU.

 Den store interesse for at videreuddanne sig vækker også stor tilfredshed i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, hvor behovet for lokale efteruddannelsesmuligheder på højt niveau har været udtalt.

-Det er første gang, vi kan tilbyde denne type videreuddannelse i Grønland – og vi er meget tilfredse med den store interesse. Tidligere sendte vi årligt 1-2 sygeplejersker til Danmark på efteruddannelse, så det, at vi har 15 studerende allerede første år, vi tilbyder uddannelsen i Grønland, viser, at vi har ramt et reelt behov, siger Ella Skifte, vicedirektør i Det Grønlandske Sundhedsvæsens regioner.

Uddannelse med tilknytning til praksis

Erhvervskandidatuddannelsen i avanceret klinisk sygepleje APN varer fire år og er tilrettelagt som deltidsstudium. De studerende arbejder gennemsnitligt tre dage om ugen og har to studiedage. Undervisningen leveres online fra SDU i samarbejde med Ilisimatusarfik.

Ordningen gør det muligt for sygeplejersker at opretholde deres ansættelse og løn under studiet. Det finansieres gennem en videreuddannelsespulje under Det Grønlandske Sundhedsvæsen.

Netop muligheden for at blive i jobbet og tæt på hverdagen er central for mange sygeplejersker.

-Det er en stor beslutning at rejse fra familie, hjem og lokalsamfund i to år. Nu kan de tage uddannelsen herhjemme – og samtidig bevare deres tilknytning til praksis, forklarer Aka Olesen, vicedirektør for Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Langsigtet investering i faglighed

Ifølge de grønlandske sundhedsmyndigheder er forventningerne til uddannelsen høje. Ud over at tilbyde videreuddannelse uden behov for udlandsophold, forventes uddannelsen at bidrage til at højne kvaliteten og sikre større stabilitet i personaledækningen.

Både sundhedsmyndigheder og ledere i klinisk praksis forventer, at uddannelsen ikke kun styrker fagligheden, men også bidrager til øget fastholdelse og arbejdsglæde blandt sygeplejersker.

-Det har tidligere været et problem, at vores sygeplejersker har måttet forlade Grønland for at dygtiggøre sig, og mange af dem ender så med ikke at komme tilbage. Med denne nye aftale rykker vi kompetencerne til Grønland i stedet for den anden vej, så vi glæder os meget til at starte op, siger Anna Kleist Egede, institutleder for Sundhed og Natur på Ilisimatusarfik.

 

Fakta:

Uddannelsestitel: Erhvervskandidat i avanceret klinisk sygepleje
Varighed: 4 år (deltid)
Undervisning: Online via SDU
Samarbejdspartnere: Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ilisimatusarfik og SDU
Første optag: 15 studerende, studiestart september 2025

Du kan læse mere om SDU’s partnerskabsmodel her

 

Læs mere

SDU udbyder uddannelse i klinisk sygepleje (KS) og avanceret klinisk sygepleje (APN) – du kan nå at søge en af de ledige pladser med studiestart september 2025 – læs mere her
Redaktionen afsluttet: 03.06.2025