Skip to main content
DA / EN

Priser

Lundbeckfonden hædrer Anton Pottegård med Young Investigator Prize

Forskeren fra Institut for Sundhedstjenesteforskning får prisen fra Lundbeckfonden for sit banebrydende arbejde med at forbedre brugen af medicin i sundhedsvæsenet.

Af Marianne Lie Becker, , 28-10-2025

Hvordan bruges medicin bedst og mest sikkert? Det spørgsmål har drevet professor Anton Pottegårds forskning ved Syddansk Universitet i over et årti.

Nu er hans arbejde blevet anerkendt med Lundbeckfondens Young Investigator Prize 2025 – en pris, der gives til forskere under 40 år, og som i år er ledsaget af 1 million kroner. Af beløbet er 700.000 kroner øremærket til videre forskning, mens resten er en personlig hæderspris.

Forskning med direkte betydning for patientbehandling

Anton Pottegård står bag knap 400 videnskabelige publikationer om lægemidler og deres virkning – både ønskede og uønskede. Hans forskning har blandt andet vist, at det udbredte blodtrykssænkende middel hydrochlorthiazid øger risikoen for hudkræft. Fundet har ført til ændringer i både danske og internationale retningslinjer.

Også under COVID-19-pandemien blev hans forskergruppe centralt placeret, da de på seks dage leverede data, der medvirkede til at myndighederne stoppede brugen af en vaccine, som var under mistanke for at give blodpropper.

Fra apoteket til samfundet

Ud over forskningen har Anton Pottegård været optaget af at sikre, at ny viden omsættes i praksis.

– Det er et kæmpe skulderklap til det arbejde jeg og mine kollegaer har lavet over de sidste år. At det ikke bare har været en akademisk øvelse, men at vi har skabt reel ny viden, som også er kommet ud og bliver brugt til at gøre en forskel i sundhedsvæsnet, siger han.

Senest har han været med til at udvikle nye anbefalinger om afmedicinering af skrøbelige ældre patienter – et vigtigt skridt i retning af en mere skånsom behandling for en voksende patientgruppe.

Mød forskeren

Anton Pottegård er professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning og forsker i brug af lægemidler.

Kontakt

Tre resultater fra Anton Pottegårds forskning

Hydrochlorthiazid og hudkræft
Studier fra 2017-18 viste, at det blodtrykssænkende lægemiddel hydrochlorthiazid øger risikoen for hudkræft. Resultaterne førte til ændrede behandlingsanbefalinger i Danmark og internationalt – og til at mere end 100.000 danskere har skiftet medicin.

COVID-19-vaccine og blodpropper
Under pandemien stod Pottegårds forskergruppe i spidsen for et dansk-norsk studie, som hurtigt vurderede risikoen for blodpropper ved en COVID-19-vaccine. Arbejdet var med til at danne grundlag for de danske myndigheders beslutning om at stoppe brugen af vaccinen i 2021.

Antibiotika mod øjenbetændelse
Et registerstudie om øjenbetændelse dannede i 2025 grundlag for en national anbefaling fra Vælg Klogt-initiativet: milde tilfælde bør som udgangspunkt ikke behandles med antibiotika. Studiet viste stor og geografisk varierende brug af øjenantibiotika i Danmark. 

Nye idéer skal have luft under vingerne

Med den frie forskningsbevilling, der følger med prisen, planlægger Anton Pottegård at undersøge nye veje inden for farmakoepidemiologi:

– Prisen kommer med et stort beløb til fri forskning. Den slags fleksible midler er utroligt værdifulde, og jeg kan bruge dem til at investere i nye projekter – jeg glæder mig meget til at kunne forfølge et par skæve ideer, der trænger til at få luft under vingerne, siger han.

Et miljø i vækst

Anton Pottegård blev professor som blot 32-årig og har siden opbygget en forskningsgruppe ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU, hvor han i dag syv år senere leder et team på 47 personer. Gruppen rummer både farmaceuter, statistikere, læger og andre sundhedsprofessionelle, og den interdisciplinære tilgang har været en vigtig del af hans vision.

Hans forskningsmiljø er også blevet anerkendt for sin rolle i formidling – både til sundhedsprofessionelle og til offentligheden – og for sit arbejde med talentudvikling.

Perspektiver og næste skridt

Med Young Investigator Prize i hånden er kursen sat mod nye forskningsprojekter, der kan bidrage til endnu bedre brug af lægemidler i det danske sundhedsvæsen. Prisen markerer ikke blot en personlig milepæl, men også et vidnesbyrd om, hvordan forskning ved SDU gør konkret gavn i samfundet.

Om prisen

Lundbeckfondens Young Investigator Prize uddeles årligt til en yngre forsker under 40 år, der har ydet en særlig indsats inden for sundhedsvidenskabelig forskning. Prisen er på 1 million kroner. Læs mere her.

Redaktionen afsluttet: 28.10.2025