Kønsbaseret vold og chikane på arbejdspladsen

Kønsbaseret vold og chikane – tidligere kaldt seksuel chikane – kan vise sig som alt fra nedgørende kommentarer til grænseoverskridende handlinger. Det sker oftere, end mange tror, og det kan have store konsekvenser for arbejdsmiljø og trivsel.

Her får du viden og råd, der kan gøre en forskel.

Fem spørgsmål til Kristian Stampe Nielsen

1: Hvordan ser kønsbaseret vold og chikane på arbejdspladsen ud i dag – og hvorfor er det stadig et problem?

Kønsbaseret vold og chikane kan se ud på mange forskellige måder. 

I øjeblikket fylder kønsbaseret chikane meget i mediebilledet, for eksempel i en dokumentarserie på DR, hvor der blandt andet ses eksempler på nedladende eller seksualiserede kommentarer til kvindelige lærlinge.

Et måske mere skjult problem kan være uudtalte forventninger til, at det altid er de kvindelige kollegaer, som skal stå for kaffe til møder eller tage referat eller lignende. 

Førende forskere på området har vist, at mere subtile former for chikane ikke nødvendigvis bliver opfattet som krænkende, og netop derfor kan det få lov at fortsætte uforstyrret. 

2: Hvem er typisk udsat for kønsbaseret vold og chikane, og hvem har ansvar for at sige fra?

Selvom kønsbaseret vold og chikane kan gå ud over alle, så viser statistikkerne, at det i højere grad går ud over kvinder. Derudover viser tallene fra en række tidligere studier også, at unge og personer fra marginaliserede grupper, det vil sige etniske minoriteter, LGBTQ+ personer, og mennesker med en funktionsnedsættelse, har større risiko for at blive udsat. 

Vi har alle et ansvar for at sige fra, og det gælder særligt, hvis man er i en stærkere position end den det går ud over. Det er også vigtigt at huske, at ansvar ikke kun handler om at sige fra, men også om at skabe et miljø, hvor andre tør og kan sige fra.

3: Hvilken rolle spiller kolleger og vidner, når det gælder om at stoppe krænkende adfærd?

Kolleger og vidner spiller en rigtig stor rolle på flere måder.

Det er vigtigt, at man som kollega ikke bidrager til det, vi kalder et ”køligt” eller ”fjendtligt” klima, altså en atmosfære eller kultur, hvor krænkende handlinger accepteres. Det kan for eksempel være ved sexistiske jokes, hvor man implicit accepterer ved at ignorere joken eller eksplicit accepterer ved at grine af den.

Kolleger og vidner kan ifølge forskning i mobning, seksuel chikane og konflikter ofte nemmere end ofrene påtale krænkende handlinger på en ikke-konfronterende måde og dermed sende et signal om, at den slags adfærd ikke er velkommen. 

Endelig kan kollegaer og vidner være en støtte for den, det er gået ud over. Enten ved at påtale hændelserne, når det sker, eller ved at spørge ind og udvise omsorg for personen efterfølgende. 

4: Hvorfor gør mange ikke noget, selv når de ser noget, de ved er forkert?

Det er der rigtig mange, og ofte meget komplekse årsager til, viser flere studier.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at der hovedsageligt er tre årsager:

• Folk kan være usikre på, om det de har set, faktisk er krænkende eller ej. Det kan for eksempel være, hvis den det går ud over eller andre kollegaer ikke ser ud til at reagere negativt på situationen. 
• Nogle vil være nervøse for, at det vil eskalere konflikten eller få negative konsekvenser for en selv, hvis man blander sig. 
• Mange ved simpelthen ikke, hvordan de skal agere i situationen, selvom de synes, at der burde gøres noget. Nogle oplever også afmagt efter gentagne forgæves forsøg: De har sagt fra før uden effekt og mister troen på, at det nytter.

5: Hvad skal der til for, at vi som samfund og organisationer kan rykke os?

Jeg tror, det vigtigste vi som samfund kan gøre, er at se den svære sandhed i øjnene: At kønsbaseret vold og chikane faktisk er et problem herhjemme. Det går imod den selvfortælling, vi har om Danmark som et af verdens mest ligestillede samfund. Men for at vi kan gøre noget ved problemet, er vi nødt til at anerkende, at det eksisterer.

Min forskning og erfaring viser ligesom andre studier, at som organisation er noget af det bedste man kan gøre at skabe et trygt og åbent miljø. Et miljø, hvor der er plads til forskellighed og til at sige fra, både på andres og egne vegne. Det kræver en vedvarende indsats, ikke bare enkeltstående kampagner, fordi kulturændringer tager tid.