Samfundet er vores laboratorium
Institutleder Lars Tønder giver sit bud på, hvorfor samfundsvidenskab er vigtig for at forstå verden omkring os. Hans pointe er enkel: Viden skal ud og leve. Det er særligt vigtigt i en tid præget af krig, klimaforandringer, teknologiske omvæltninger og voksende usikkerhed om demokratiets fremtid.
Vi kan ikke mure os inde i et laboratorium og vende os væk fra det samfund, vi selv er en del af. Samfundet er vores laboratorium på godt og ondt.
Som samfundsvidenskabere arbejder vi midt i de dynamikker, vi forsøger at forstå.
Vi undersøger, hvorfor samfund udvikler sig, som de gør, og hvilke konsekvenser politiske og sociale beslutninger får. Men vores opgave stopper ikke dér. Vi har også et ansvar for at give noget tilbage. Derfor står vi i døråbningen mellem universitetet og samfundet omkring os. Vores forskning skal ikke alene skabe indsigt; den skal også bidrage til den offentlige samtale.
Ansvaret gælder alt fra sundhedspolitik og grøn omstilling til sikkerheds- og forsvarspolitik. Når områder lukkes af hensyn til nationale interesser og omgærdes af hemmeligholdelse, opstår der et særligt behov for en åben og oplyst debat med afsæt i den bedst tilgængelige viden. Ellers risikerer vi som borgere, forskere og beslutningstagere at miste tilliden til både beslutningerne og de institutioner, der træffer dem. Det er derfor en vigtig del af vores rolle som samfundsvidenskabere at række ud og bidrage til offentligheden. Det gør vi, når vi deltager i debatter, stiller op til interviews, samarbejder med eksterne partnere eller møder borgerne på Folkemødet. Balancegangen mellem det lukkede og det åbne er ikke statisk. Den er til konstant forhandling. Og det skal den være.
Det gælder også, når vi analyserer magtstrukturer, eliter og institutioner. Her er vores opgave ikke blot at producere viden, men også at gøre den tilgængelig. Forskning må ikke blive et eliteprojekt løsrevet fra det samfund, den skal bidrage til at forstå. Det gælder også i konkrete forskningsprojekter.
Nogle forskere arbejder med, hvordan efterretningstjenester kan fungere legitimt i et demokratisk samfund.
Andre undersøger journalistikkens rolle i hverdagen:
Hvordan undgår vi ekkokamre?
Hvordan sikrer vi, at medierne forbliver tæt på borgerne?
Andre igen forsker i automatisering af krig og brugen af kunstig intelligens i militære systemer.
Hvad sker der med vores etiske ansvar, når beslutninger i stigende grad træffes af teknologi?
Det er spørgsmål, der kalder på både analyse og offentlig debat. Her kan samfundsvidenskaben bidrage til at kvalificere samtalen.
Hvorfor oplever mange mennesker mindre tillid i samfundet?
Hvorfor kan demokratiet føles langsomt og fjernt?
Hvordan får vi flere borgere til at engagere sig?
Vores opgave som institut og fakultet er ikke nødvendigvis at levere færdige svar. Vores opgave er at gøre spørgsmålene skarpere.
Vi undersøger, hvorfor samfund udvikler sig, som de gør, og hvilke konsekvenser politiske og sociale beslutninger får. Men vores opgave stopper ikke dér. Vi har også et ansvar for at give noget tilbage. Derfor står vi i døråbningen mellem universitetet og samfundet omkring os. Vores forskning skal ikke alene skabe indsigt; den skal også bidrage til den offentlige samtale.
Ansvaret gælder alt fra sundhedspolitik og grøn omstilling til sikkerheds- og forsvarspolitik. Når områder lukkes af hensyn til nationale interesser og omgærdes af hemmeligholdelse, opstår der et særligt behov for en åben og oplyst debat med afsæt i den bedst tilgængelige viden. Ellers risikerer vi som borgere, forskere og beslutningstagere at miste tilliden til både beslutningerne og de institutioner, der træffer dem. Det er derfor en vigtig del af vores rolle som samfundsvidenskabere at række ud og bidrage til offentligheden. Det gør vi, når vi deltager i debatter, stiller op til interviews, samarbejder med eksterne partnere eller møder borgerne på Folkemødet. Balancegangen mellem det lukkede og det åbne er ikke statisk. Den er til konstant forhandling. Og det skal den være.
Innovation handler også om demokrati
Når vi taler om innovation, handler det ofte om patenter, teknologier og kommercialisering. Men innovation handler også om, hvordan vi udvikler vores samfund og vores demokrati. Samfundsvidenskaben har historisk været med til at forme både velfærdsstaten og i nyere tid den grønne omstilling. Den rolle forpligter.Det gælder også, når vi analyserer magtstrukturer, eliter og institutioner. Her er vores opgave ikke blot at producere viden, men også at gøre den tilgængelig. Forskning må ikke blive et eliteprojekt løsrevet fra det samfund, den skal bidrage til at forstå. Det gælder også i konkrete forskningsprojekter.
Nogle forskere arbejder med, hvordan efterretningstjenester kan fungere legitimt i et demokratisk samfund.
Andre undersøger journalistikkens rolle i hverdagen:
Hvordan undgår vi ekkokamre?
Hvordan sikrer vi, at medierne forbliver tæt på borgerne?
Andre igen forsker i automatisering af krig og brugen af kunstig intelligens i militære systemer.
Hvad sker der med vores etiske ansvar, når beslutninger i stigende grad træffes af teknologi?
Det er spørgsmål, der kalder på både analyse og offentlig debat. Her kan samfundsvidenskaben bidrage til at kvalificere samtalen.
Demokratiet kræver spørgsmål
Vi lever i en tid præget af store udfordringer: Krig og sikkerhedspolitik, klima og grøn omstilling, pres på velfærdssamfundet og nye teknologiske udviklinger. Udfordringerne kræver viden på højt niveau og tæt samarbejde med omverdenen. Som samfund har vi ret til at stille spørgsmål og være kritiske. Det er ofte i mødet mellem forskning og praksis, at de vigtigste spørgsmål opstår:Hvorfor oplever mange mennesker mindre tillid i samfundet?
Hvorfor kan demokratiet føles langsomt og fjernt?
Hvordan får vi flere borgere til at engagere sig?
Vores opgave som institut og fakultet er ikke nødvendigvis at levere færdige svar. Vores opgave er at gøre spørgsmålene skarpere.