Jakobs rejse som iværksætter – fra idé til sundhedsteknologisk startup
Jakob Junker Jeppesen læser HA på 2. semester på SDU Business School og driver samtidig sin egen virksomhed.
Jakobs iværksætterrejse begyndte allerede i 2017, hvor et inspirerende foredrag om iværksætteri tændte hans nysgerrighed for at udforske, hvordan idéer kan blive til reelle løsninger.
“At gøre en forskel for andre, er det der driver mig.”
Jakob beskriver det som hans drivkraft at udvikle løsninger, der gør en reel forskel for andre mennesker. For ham, er det netop dét, der gør iværksætteri værd at forfølge.
Jakobs har udviklet virksomheden Neurone, som udvikler digitale løsninger til kronisk neurologiske lidelser.
Deres første produkt hedder EpiLink. EpiLink er en mobilapp, hvor du kan registrere dine anfald hurtigt og simpelt og dele data med din læge og få adgang til valideret viden og fællesskab gennem samarbejdet med Epilepsiforeningen.
I 2022 flyttede Jakob fra Nordjylland til Odense, efter at en investor tilbød ham en kontorplads i byen.
Siden da har han udviklet og udvidet sin sundhedsteknologiske virksomhed i tæt samarbejde både med syv danske hospitaler.
Platformen skal gøre det hurtigere og lettere for både patienter og sundhedspersonale at få adgang til relevante oplysninger ét sted.
Ved siden af at drive og udvikle sin forretning, passer Jakob samtidig sit HA-studie.
Han fortæller, at kombinationen af HA-studiet og SDU’s StartUp Station, der støtter studerende i at skabe deres egen startup under studiet ved at tilbyde adgang til faciliteter, sparring og forretningsudvikling, har været afgørende for hans forretning:
- StartUp Station har givet ham sparring, adgang til mentorer, et fagligt stærkt netværk og adgang til folk med viden om sundhedsteknologi og regulering.
- HA-studiet har hjulpet ham med at omsætte teori til praksis og bruge værktøjerne fra fagene i sin startup, især fag som entreprenørskab, forretningsudvikling og marketing.
- De kommende semestre ser han som en mulighed for at lære mere om økonomi og finansiering, som han direkte kan bruge i sin virksomhed.
Jakobs råd til studerende, der overvejer iværksætteri
Jakob giver især følgende anbefalinger til dig, som er nysgerrig på entreprenørskab:
1. Idéer kan ikke presses frem
Gode idéer opstår ofte naturligt og uventet. Lad være med at tvinge dem frem – men vær klar, når de kommer.
2. Opsøg entreprenante miljøer
Du bliver bedre til at udvikle gode idéer, når du bevæger dig i miljøer, hvor andre tænker nyt.
Her på SDU kan Start Up Station spille en rolle, fordi du får adgang til både iværksættere og erfarne mentorer.
3. Brug dit netværk aktivt
Du kan ikke løfte alt alene. Ræk ud til folk, der kan hjælpe – og vær ikke bange for at stille spørgsmål.
4. Opbyg et bredt netværk
Et godt netværk gør det lettere og hurtigere at eksekvere på idéer.
Gå til events og sørg for at kende folk med forskellig faglig baggrund. Det giver mange flere muligheder.
5. Udnyt snowballeffekten
Når du kender én person, åbner det døren til fem nye – og de åbner døren til endnu flere. Det er sådan, du får de helt rigtige kontakter.
6. Start småt – prøv det af
Hvis du ikke er klar til at starte dit eget projekt, kan du altid prøve kræfter med iværksætteri ved at hjælpe i en andens startup. Det er en god måde at lære på.