Jeg troede, at jeg skulle være forsker, men endte et andet sted
Tobias Kjeldgaard var sikker på, at han skulle forske og arbejde fagligt med filosofi efter endt uddannelse. I stedet arbejder han i dag ’bagom’ forskningen som specialkonsulent i sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond, der uddeler midler til forskning på universiteterne.
"Jeg var sikker på, at jeg skulle forske og arbejde fagligt med filosofi efter min uddannelse. I stedet endte jeg med at arbejde ’bagom’ forskningen som akademisk medarbejder i sekretariatet for Danmarks Frie Forskning; en fond, som støtter forskeres egne idéer til forskningsprojekter.
Her er jeg med til at understøtte, at forskere i råd og udvalg vurderer ansøgningerne sagligt og ordentligt. I mit arbejde sidder jeg ikke og læser de filosofiske ansøgninger, men jeg bruger helt klart mine filosofiske kompetencer hver eneste dag, når jeg arbejder med konkrete opgaver.
Som filosofiuddannet kan man tænke logisk og strategisk og tænke i alternative scenarier og verdener. Denne måde at tænke og arbejde på bruger jeg, når jeg fx arbejder med at sætte en strategisk ramme for fondens bestyrelse eller designet af fondens virkemidler.
I min studietid var jeg instruktor og arbejdede med udvikling af onlinetests til brug i Logik. Jeg fandt dette relevant i forhold til at blive forsker, men det viste sig faktisk at være lige så relevante erfaringer i forhold til at arbejde i offentlig administration, hvor jeg bl.a. arbejder med formidling og vejledning af ansøgere og fondsmedlemmer samt optimering af fondens online ansøgningssystem."