Med Filosofi på job
Filosofi er mit grundlag for at skabe dialog og forståelse i mødet med borgerne
Som faglig koordinator på en sikret institution og som konsulent i konflikthåndtering anvender Nicoline Frost Lerche filosofiske principper til at udvikle indsatser for konfliktramte borgere og grupper.
"Jeg dimitterede i 2017. Filosofien har været min tro følgesvend og jeg har set det som en stor kvalitet gennem hele mit arbejdsliv!
Som faglig koordinator på en sikret institution og som ekstern konsulent indenfor konflikthåndtering anvender jeg filosofiske principper til at udvikle meningsfulde og bæredygtige indsatser for konfliktramte borgere eller grupper, og til dokumentationen af det.
Filosofien er mit grundlag for at skabe dialog og forståelse mellem direkte berørte, deres familier, personalet og/eller det civilsamfund, de skal samarbejde med. På tværs af flere faggrupper har jeg fungeret som nøgleperson til at udvikle alternative undervisningsmetoder, håndteringsstrategier og implementering af mere procesorienteret dokumentation for at fremme refleksion og samarbejde imellem brugerne og personale, samtidig med at jeg koordinerer borgerinddragede interventioner og udgangsprogrammer, så forholdet på insitutionen mellem inde og ude opleves mere sammenhængende.
Gennem filosofien har jeg forsøgt at bygge bro på tværs af hegn og fagligheder i evigt forsøg på at fremme refleksion over sig selv og egen praksis."