”Oh, I love this question!”
Den amerikanske ambassadør havde U45 i sin hule hånd, da han besvarede spørgsmål, mest om amerikansk politik, til Town Hall meeting.
- Hvis man tror, at det amerikanske præsidentvalg er så godt som afgjort, og at Hillary Clinton ender som vinder, kan man godt tro om igen. Ikke fordi, det ikke er sandsynligt, men fordi der stadig er to uger til valget, og fordi der også i USA er grobund for det anti-institutionelle tankesæt, som også ses i Europa i fx Storbritanniens Brexit og Marine Le Pen i Frankrig.
Nogenlunde sådan indledte Rufus Gifford sit Town Hall meeting, og hermed var rammen sat om de to timer, hvor ambassadøren var parat til at svare på hvad som helst, der måtte komme fra salen.
Spørgsmålene handlede primært om amerikansk politik og det forestående valg, og den karismatiske Rufus Gifford startede sine svar med et ”Oh, I love this question!” til stor morskab for tilhørerne.
Bekymring over Trump som præsident
En del spørgsmål handlede om en bekymring, for hvordan verden kommer til at se ud, hvis Donald Trump vinder. Også SDU’s rektor Henrik Dam var inde på dette i sin velkomst.
Men ifølge Rufus Gifford skal vi ikke bekymre os over en mulig præsident Trump.
- Historien viser, at vi kører en relativt stabil kurs udenrigspolitisk, lige fra Nixon, Carter over Reagan og Bush til Clinton og Obama.
Og på et spørgsmål om, hvorvidt ambassadøren kunne forsikre os om, at Donald Trump ikke får adgang til at trykke på ”knappen til atombomben” kunne Rufus Gifford garantere, at enhver amerikansk præsident er omgivet af ”smart people”!
Cykelstier og børnehaver
Rufus Gifford sluttede aftenen af med at tale om, hvad han vil tage med sig fra sin tid i Danmark og hvad han vil anbefale i de politiske cirkler i Washington, når han vender tilbage til USA.
- Jeg vil helt klart anbefale cykelstier! Og den måde, I har indrettet arbejdsmarkedet med arbedsgivere på den ene side og arbejdstagere på den anden. Og jeres børnepasning. Og så vil jeg dvæle lidt ved den følelse, det giver mig, at der på en mandag aften, møder flere hundrede mennesker op for at høre på mig!
Rufus Gifford havde tid til at skrive autografer, da han besøgte SDU 24. oktober 2016. |