Mindeord: Annelise Grinsted
Den 1. februar døde tidligere lektor Annelise Grinsted. Efter to års sygdom tabte hun kampen mod kræften.
Annelise Grinsted var translatør i spansk, da hun i 1987 blev ansat som erhvervsforskerstipendiat ved det daværende Handelshøjskole Syd og Grindsted Products A/S i Brabrand. Det resulterede i ph.d.-afhandlingen ”Fagsproglig kommunikation i en større, international virksomhed”.
Hendes forskningsprojekt var et led i den første forskningsopbygning på det erhvervssproglige fakultet på Handelshøjskole Syd. Hun var en af de første ansatte med forskningskompetence, hvilket betød, at hun meget hurtigt også kom til at bestride administrative hverv som blandt andet institutleder, dekan og prorektor ved Handelshøjskole Syd. Annelise Grinsted blev ligeledes den første formand for den europæiske terminologiforening EAFT - European Association for Terminology, som blev oprettet 1996.
En bærende kraft i fusionen
Med sit ledelsestalent, sin gennemslagskraft og sit vindende væsen var Annelise en bærende kraft i instituttets og fakultetets opbygning. I forbindelse med fusionen i 1998, hvor Handelshøjskole Syd, Sydjysk Universitetscenter og Odense Universitet fusionerede til Syddansk Universitet, var hun først som prorektor ved Handelshøjskole Syd og senere som prodekan for SDU’s humanistiske fakultet med til at sikre at processen blev oplevet som mindre dramatisk for de ansatte end det ofte ses ved fusioner.
Fra 2001 valgte hun at søge orlov for at tage til Guatemala med ulandsorganisationen IBIS som regionalkoordinator for Mellemamerika. I 2005 vendte hun tilbage til sit lektorat i Kolding, men virkede i perioder desuden som valgobservatør under Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab i Sydamerika, herunder blandt andet i sit fødeland Venezuela, og i Afrika - noget hun fortsatte med, da hun gik på pension i 2011.
Vi gamle kolleger og venner vil huske og savne Annelise for hendes klare holdninger, loyalitet, ordentlighed og positive sind.
Vores tanker går til Annelises sønner Jacob og Jess og deres familier.
Æret være Annelises minde!
Margrethe H. Møller
Lotte Weilgaard
Institut for Design og Kommunikation