Skip to main content
Litteraturpris

Stephen King hædres med særlig H.C. Andersen-pris

Stephen King modtager en særlig H.C. Andersen-pris for sin fantasifulde og mørke fortællekunst, der har tryllebundet millioner af læsere verden over. Prisen markeres med et offentligt arrangement i Odense den 17. november.

Af Anne Høgedal, , 10-10-2025

En pris til fortællingens mester

Den amerikanske bestsellerforfatter Stephen King modtager i september 2025 The Hans Christian Andersen Special Literature Award, uddelt af The Hans Christian Andersen Literature Committee.

Prisen gives til Stephen King for "hans enestående evne til – i lighed med H.C. Andersen – at bruge den fantasifulde fortællekunst til at udforske menneskelivets mørke og uhyggelige sider, samtidig med at han tryllebinder millioner af læsere verden over.

Stephen Edward King (f. 1947) er en af verdens mest læste og indflydelsesrige forfattere. Han er især kendt for sine gyserromaner, men hans omfattende og varierede forfatterskab rummer langt mere end det. Med over 60 romaner og 200 noveller har han skabt et litterært univers, der spænder fra det psykologisk urovækkende til det dybt menneskelige. Mange af hans værker er filmatiseret, og han har modtaget adskillige internationale priser for sit bidrag til litteraturen.

Offentligt arrangement i Odense

Prisoverrækkelsen markeres ved et arrangement den 17. november i Café Biografen i Odense kl. 13-16.30, hvor den biografaktuelle film The Life of Chuck, baseret på Kings novelle af samme navn, vises.

Arrangementet byder også på et oplæg om Stephen Kings nyere værker ved lektor Thomas Ærvold Bjerre samt en paneldebat om “den mørke H.C. Andersen” med lektor Torsten Bøgh Thomsen, lektor Emily Hogg og professor Anne-Marie Mai – alle fra Syddansk Universitet. Der serveres en forfriskning.

Arrangementet er gratis og åbent for alle, dog med et begrænset antal pladser. Arrangementet foregår i Café Biografen, Amfipladsen 13, 5000 Odense C. 

Billetter kan reserveres her: https://lnk.dk/5fdb

En særlig pris og en særlig tradition

Det er første gang, at komitéen uddeler en specialpris. Prisen vil blive overrakt privat til Stephen King af komitéens formand. Stephen King deltager ikke i arrangementet i Odense.

Hovedprisen, The Hans Christian Andersen Literature Award, blev uddelt første gang i 2007 og gives hvert andet år - næste gang i 2026. Blandt modtagerne er J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og Margaret Atwood.

Kontakt

Anne Høgedal, pressekontakt, Det Humanistiske Fakultet, SDU, tlf.: 6550 4666.

 


Stephen King fejring

PROGRAM
17. november 2025 kl. 13-16.30
Café Biografen, Odense
 

13.00 - 13.05Velkomst
v. Jens Ringsmose, rektor for SDU

13.05 - 13.10 Motivation af tildelingen af The Hans Christian Andersen Special Literature Award til Stephen King
v. Jens Olesen, fmd. for The Hans Christian Andersen Literature Award Committee. Talen fremføres af Michael Møller Nielsen, medlem af The Award Committee.

13..0 - 13.30 Oplæg: Stephen Kings sene forfatterskab – fra horror- til hybridforfatter 
v. Thomas Ærvold Bjerre, lektor ved Amerikanske Studier, SDU
Med udgangspunkt i romanerne Mercedes-manden (2014, da. 2016), Outsideren (2018) og Billy Summers (2021, da. 2022) giver Thomas Ærvold Bjerre et indblik i Stephen Kings senere forfatterskab. Oplægget fokuserer på Kings kombination af horror, krimi og noir samt det fortsatte fokus på USA’s sociale og politiske spændinger.

13.30 - 14.00 Paneldebat: Den mørke H.C. Andersen 
v. Torsten Bøgh Thomsen, lektor, Emily Hogg, lektor, og Anne-Marie Mai, professor (ordstyrer), Litteraturstudier, SDU.
De tre litteraturforskere dykker ned i de dystre og uhyggelige sider af H.C. Andersens forfatterskab. Sammen undersøger de, hvordan hans mørke fortællinger har påvirket moderne litteratur, og hvorfor de stadig taler til os i dag.

14.00 - 14.30 Reception, kaffe og kage

14.30 - 16.30 Filmvisning: The Life of Chuck
Amerikansk fantasy-drama-film fra 2024, skrevet og instrueret af Mike Flanagan. Baseret på en novelle af samme navn fra 2020 af Stephen King, som indgår i novellesamlingen If It Bleeds. Plottet følger de formative øjeblikke i livet for Charles "Chuck" Krantz, fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge – fra hans død, som falder sammen med universets ende, til hans barndom. 

Arrangementet er gratis og åbent for alle, dog med et begrænset antal pladser. Billetter kan reserveres her: https://lnk.dk/5fdb 

Arrangeret af Syddansk Universitet i samarbejde med The Hans Christian Andersen Literature Commitee.

Hans Christian Andersen Literature Award logo

SDU logo

Kom med til fejring af Stephen King
The Life of Chuck

17. november kl. 13-16.30 i Café Biografen, Amfipladsen 13, Odense. Filmvisning, oplæg og paneldebat. Gratis og åbent for alle, begrænset antal pladser.

Reserver billet her

Redaktionen afsluttet: 10.10.2025