Bevilling
Udsigt til 13 millioner til H.C. Andersen Centret
Regeringen vil støtte H.C. Andersen Centret med 13 mio. kr. fra forskningsreserven. Det betyder, at digitaliseringen af H.C. Andersens originale manuskripter kan gøres frit tilgængelig for alle.
I fredags offentliggjorde MF, forskningsordfører Trine Bramsen og borgmester Peter Rahbæk, at de vurderer, at der kan samles et flertal for, at H.C. Andersen Centret vil kunne modtage 13 mio. fra forskningsreserven.
Indstillingen blev offentliggjort ved et doorstep i Odense Adelige Jomfrukloster, hvor forskningsordfører Trine Bramsen og borgmester Peter Rahbæk Juel meddelte, at der er politisk opbakning til at sikre midlerne frem til 2032.
Digitaliseringsarbejdet kan fortsætte
I centret har man i flere år arbejdet med at digitalisere Andersens omfattende manuskripter, et arbejde der, med støtten, kan føres videre. Projektet ledes af lektor, ph.d. Ane Grum-Schwensen, og hidtil har digitaliseringen været finansieret af Syddansk Universitet med støtte fra Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden.
På længere sigt stiles der efter en fuld digitalisering, så offentligheden får gratis adgang til over 40.000 sider med eventyr, romaner, digte og rejseskildringer, hvor man kan følge H.C. Andersens kreative proces med rettelser og overstregninger.
H.C. Andersen rettede i eventyrerne
Eventyrerne var ikke fikse og færdige fortællinger – men fulde af tilføjelser og nye idéer undervejs. Lektor Ane Grum-Schwensen fortæller:
- I arbejdet med "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" omtales den udskårne figur i træskabet først som satyr og siden som bukkenbensprinds. For hver redaktion bliver der lagt et led til. I den trykte udgave fra 1845 fuldender Andersen den legendariske tungebrækker:
Gjedebukkebeens Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten, der vist nok er den længste titel, der findes på dansk - og en herlig remse for børn, som også er mere "stueren" end en satyr.
Med udsigten den nye støtte bliver det muligt at åbne H.C. Andersens værksted for alle, og give et indblik i, hvordan nogle af verdens mest kendte og elskede fortællinger blev til. Det bliver en kilde til inspiration for både børn og voksne.
H.C. Andersen centret
I centret arbejdes med litteratur-, kultur- og formidlingsvidenskabelige tilgange til H.C. Andersens værk, liv og kulturelle betydning.