SDU og partnere skal udvikle det faglige grundlag for EPX-uddannelsen
Syddansk Universitet, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har i partnerskab fået opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for den nye ungdomsuddannelse epx. Partnerne skal udvikle en ny taksonomisk model for faglig progression og faglig mestring samt didaktiske principper, der kan understøtte læreplansudvikling og undervisning i den nye ungdomsuddannelse.
Epx er en ny ungdomsuddannelse, og det kræver nye måder at forstå faglighed på. Epx kommer til at samle elever med forskellige interesser og forudsætninger og på den skal bygges bro mellem teoretiske og praktiske uddannelseselementer.
Det kender man fra mange af vores eksisterende ungdomsuddannelser som eud, eux og hf, men erfaringen derfra er også, at der er brug for tydelige forståelser af, hvordan man kan forstå faglighed, læring og progression, hvis det skal blive en succes.
Det kræver, at teori og praksis på epx ikke ses som modsætninger, men som ligeværdige og integrerede måder at arbejde med viden og kompetencer på. Derfor er kernen i projektet, at det skal udvikle et fagligt og didaktisk grundlag, der kan understøtte samspillet mellem de to.
Taksonomien skal forbinde læring med handling
Projektet skal udvikle taksonomiske modeller for, hvordan faglig progression, og praktisk kunnen kan forstås og beskrives på epx. Disse modeller skal beskrive, at læring ikke alene handler om at forstå og kunne gengive viden, men også om at kunne bruge den i konkrete sammenhænge gennem gøren, handlen og skaben.Epx’en skal derfor bygge på flere former for viden og kompetencer og skabe bedre sammenhæng mellem det, eleverne lærer, og det, de skal kunne i praksis.
Mød forskeren
Ane Qvortrup er professor og leder af Center for Gymansie- og Erhvervsuddannelsesforskning ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab.
”Hvis epx skal blive en stærk og attraktiv uddannelse, kræver det et brud med vores klassiske tænkning og tilgang til undervisning. Og her spiller udvikling af et nyt taksonomisk grundlag en afgørende rolle. Taksonomier er ikke blot redskaber til at beskrive læring; de er med til at definere, hvilken uddannelse vi rent faktisk skaber.
Det taksonomiske grundlag skal derfor være mere end en model til at beskrive læringsniveauer. Det skal være med til at definere, hvordan progression, udvikling og faglig mestring kan forstås på EPX.
Målet er at udvikle konkrete værktøjer, som kan bruges i arbejdet med blandt andet læreplaner, undervisning og evaluering.
Didaktiske principper skal skabe fælles retning
Parallelt med udvikling af taksonomien skal der udvikles nogen didaktiske principper, der kan give underviserne et fælles grundlag for at træffe og begrunde valg i planlægningen af undervisningen.Her er der en særlig opmærksomhed på, at principperne ikke må blive for abstrakte eller vanskelige at omsætte i praksis. Samtidig skal de have en bredde, der favner ekspertgruppens anbefalinger.
”Udviklingen af didaktiske principper er helt afgørende for at etablere den særlige identitet og faglighed, som aftalen om epx sigter mod. Derfor vil vi lægge os i selen for at udvikle nogle meningsfulde og anvendelige principper, som kan understøtte samspillet mellem teori og praksis og bidrage til et fælles didaktisk sprog mellem de kommende lærere på epx.
De didaktiske principper skal sætte en retning for undervisningen på epx og give lærere og uddannelsesinstitutioner et fælles grundlag for at tilrettelægge undervisning, evaluere elevernes læring og arbejde med udviklingen af læreplaner.
Udviklingen sker tæt på praksis
Udviklingen af det faglige grundlag sker i tæt samarbejde med dem, der skal arbejde med og på epx. Forskere, lærere, skoleledere, elever og repræsentanter fra uddannelsessektoren inddrages løbende i udviklingsarbejdet.
Gennem løbende samlinger i 12 læringscirkler og større møder i fællesforum inddrages omkring 120 deltagere over længere tid, hvor forskellige perspektiver på den kommende uddannelse kan bringes i spil. Der gennemføres også fokusgruppeinterview med elever.
Arbejdet skal på den måde sikre, at de modeller og principper, der udvikles, både bygger på forskningsbaseret viden og erfaringer fra praksis.
”Det er afgørende, at udviklingen af epx sker tæt på den virkelighed, som elever, lærere og aftagere skal møde. Derfor har vi mange aktive medudviklere og sparringspartnere med i arbejdet. Vi skal både sikre, at det taksonomiske og didaktiske grundlag er stærkt, og at det bliver praksisnært og skaber ejerskab.
Projektet er organiseret i fire faser og tre iterative udviklings- og kvalificeringsprocesser.
Tre institutioner samler stærke uddannelseskompetencer
SDU, VIA University College og Københavns Professionshøjskole står sammen om projektet og bidrager med forskellige kompetencer inden for forskning, didaktik, uddannelse og praksis.
Partnerskabet kombinerer forskningsbaseret viden med erfaring fra uddannelsespraksis og inddrager internationale traditioner for udvikling af taksonomier.
Gennem iterative udviklingsprocesser skal modellerne løbende udvikles, afprøves og kvalificeres i dialog med de aktører, der skal bruge dem.
Fundamentet lægges
Projektets hovedleverancer er en ny taksonomisk model, der beskriver faglig progression, viden, færdigheder og praktisk kunnen på epx samt en række didaktiske principper for uddannelsen.
Derudover skal projektet udvikle konkrete eksempler på, hvordan modellen og de didaktiske principper kan bruges i undervisning og evaluering.
Resultatet skal give beslutningstagere, lærere og uddannelsesinstitutioner et fælles fagligt og didaktisk fundament for den videre udvikling af epx.
Fakta om projektet
- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har givet SDU, VIA University College og Københavns Professionshøjskole opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for epx.
- Projektet skal udvikle en model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper.
- Arbejdet sker i samarbejde med aktører fra uddannelsessektoren, herunder lærere, skoleledere, elevrepræsentanter fra de kommende epx-institutioner samt de kommende aftagere af uddannelsen (erhvervsuddannelser, professionshøjskoler og erhvervsakademier).
- Projektet er organiseret i fire faser og tre iterative udviklings- og kvalificeringsprocesser.
- Der etableres 12 læringscirkler samt et fælles forum med omkring 120 deltagere.