Underklassen er blevet litterær
Digte og romaner om at leve på kanten af samfundet buldrer frem med Yahya Hassan, Morten Pape og Karina Pedersen som debatskabende frontløbere. Det giver et nødvendigt og nuanceret indblik i en ellers udskældt samfundsgruppe, viser ny forskning.
Af Susan Grønbech Kongpetsak, suko@sdu.dk, 16-06-2017
Børn får tæsk derhjemme eller mobbes groft i badet efter idræt. Fædre er ofte arbejdsløse, nogle mødre pukler på at holde sammen på familien med ekstravagter og en smule omsorg. De unge stjæler biler og ryger joints. Det hele er udsigtsløst. Underklassens fortællinger brager igennem i disse år.
De udkommer som rå selvbiografiske digte og romaner fra prisbelønnede og debatskabende forfattere som Morten Pape, Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof og som mere komplicerede litterære værker fra Helle Helle og forfatteren pt. kendt som Madam Nielsen.
Tilsammen viser de en stigende interesse blandt tidens førende forfattere til at beskæftige sig med underklassen.
Eller prekariatet som forskningen - i tråd med den britiske økonom Guy Standing - foretrækker at kalde den blanding af indvandrere, lavtlønnede, flygtninge, østeuropæiske arbejdere, unge udenfor arbejdsmarkedet, løst ansatte akademikere og kreative freelancere, der lever på kanten af samfundet og tilmed ofte står for skud eller spilles ud mod hinanden i den offentlige debat.
Kur mod empatiunderskud
Men litteraturens ærinde er et andet end politikernes og mediernes, når det gælder underklassen. Og netop derfor har litteraturen en vigtig stemme i den hede samfundsdebat om et konkurrencepræget globalt arbejdsmarked, hvor flere og flere falder ud. Det viser ny forskning fra Uses of Literature-projektet på SDU.
Kan litteraturen virkelig redde velfærdssamfundet?
- Det er i hvert fald mit håb, at den kan gøre en forskel, fordi litteraturen giver et nuanceret menneskeligt blik på, hvad det vil sige at leve som udsat.
- Her har litteraturen en særdeles vigtig rolle, fordi samfundet i stigende grad er præget af et empatiunderskud, og de offentlige medier har svært ved at forholde sig refleksivt til prekariatet, forklarer professor Peter Simonsen.
Han har netop publiceret en artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv om Helle Helles underspillede roman Ned til hundene, der gennem komplekse fortællestrategier gør det socialt lidende menneske nærværende og giver dyb indsigt i det prekære liv, og samtidig udstiller middelklassens mangel på forståelse for den slags liv.
Lyden af underklassen
Hans kollega Jon Helt Haarder arbejder på et projekt om bl.a. Yahya Hassan, Morten Pape og Karina Pedersens selvbiografiske bøger om en prekær opvækst i socialt boligbyggeri. Han er ikke i tvivl om, hvorfor netop disse forfattere har haft enorm gennemslagskraft.
- Førstepersons-litteratur med udgangspunkt i forfatternes egen prekære opvækst får stor autoritet, fordi vi får en indsigt, man ellers ikke kunne få. Normalt er prekariatet tavst, men nu kommer en række autodidakte forfattere, der slagkraftigt kan fortælle, hvordan det er at vokse op i eksempelvis Urbanplanen.
- Læserne får en klar fornemmelse af både lydene, lugtene, magtforholdene og følelsen af at mangle en fremtid. Her kan romanen nogle særlige ting i forhold til indlevelse, som en journalistisk artikel aldrig vil kunne, forklarer lektor Jon Helt Haarder. Og han uddyber:
-Samtidig rummer prekariatet stærke modsætninger eksempelvis mellem ‘perkere’ og ‘kartofler’, som Morten Papes Planen afspejler. Det rammer lige ned i den generelle samfundsdebat om arbejdsløshed, velfærdssamfundets fremtid, indvandring og fornemmelsen af, at hvis vi ikke får gjort noget ved det, så går det grueligt galt.
- Men litteratur som Planen og økonomer som Standing udfordrer også den polariserede indvandrerdebat, som alt for nemt skygger for, at de nytilkomne måske har mere tilfælles med deres indvandrerfjendske modstandere, end nogen af parterne vil være ved.
Romanen som følelsesteknologi
Det er netop den slags udfordringer af læsernes vanetænkning og fordomme, som Uses of Literature-projektet gerne vil sætte i gang med undersøgelserne af litteratur om underklassen.
For litteraturen kan og skal bruges ude i virkeligheden blandt læserne, hvor dens særlige kraft kan hjælpe med at skabe mere forståelse.
- Romanen giver ikke svar, men virker som en sofistikeret teknologi til at producere tanker og følelser om, hvordan det er at leve som eksempelvis multihandicappet på sociale ydelser, der møder et system, som ikke ved, hvad de skal stille op med én.
- Det leder forhåbentlig til udvidelse af den enkeltes empati. På den lange bane kan det måske medvirke til, at vi indretter vores sociale liv på andre måder, forklarer Peter Simonsen om visionen for projektet.