
Konference om krigsveteraner
Hvordan er de psykologiske efterreaktioner hos soldater, og hvordan forebygger og behandler vi bedst?
Hvordan er den mentale tilstand hos de danske soldater, som har været i Afghanistan? Hvad er det for en slags stress, den enkelte soldat får efter at have været i kamp, og hvor meget varierer det fra person til person?
Hvad ved vi generelt om krigsveteraners tilstand, og hvordan behandler vi dem bedst?
Det er nogle af de overordnede spørgsmål, som er på dagsordenen ved en konference på Syddansk Universitet i Odense.
Forsvaret og SDU står bag arrangementet
På konferencen vil forskere fra ind- og udland præsentere den nyeste forskning i psykiske problemer og andre udfordringer hos hjemvendte soldater.
Arrangementet foregår den 10. januar, og det er henholdsvis Videnscentret i Forsvarets Veterancenter samt Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet, som står bag.
Forsvarets veterancenter forsker blandt andet i psykologiske efterreaktioner hos veteraner. Læs mere om Forsvarets veterancenter
SDU forsker i traumerelaterede lidelser
Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet har landets største ekspertise inden for traumerelaterede lidelser som akut stressforstyrrelse, posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) og kompleks PTSD.
Centrets ansatte beskæftiger sig blandt andet med krigsveteraner, flygtninge, udsatte børn, voldsramte samt folk med livstruende sygdomme. Læs mere om Videnscenter for Psykotraumatologi
Læs mere om konferencen om veteraner.