Skip to main content
Kroniske sygdomme

Hvad gør vi ved multisygdom?

Antallet af mennesker med mere end én kronisk sygdom er kraftigt stigende, og udgør den største sundhedsudfordring i vores tid. Vi har talt med professor MSO Søren Thorgaard Skou om, hvad multisygdom er og hvad man kan gøre ved det.

Af Bo Kousgaard, , 24-03-2023

1. Hvorfor rammes så mange mennesker af multisygdom?

Multisygdom er den største sundhedsudfordring i vores tid. På verdensplan lider ca. 1/3 voksne af multisygdom, og Den Nationale Sundhedsprofil 2021 angiver, at 31 % af danske kvinder og 26 % af mænd har multisygdom.

Multisygdom er mere hyppig blandt mennesker med lavere socioøkonomisk status og højere alder, men den absolutte forekomst af multisygdom er større blandt personer yngre end 65 år sammenlignet med personer på 65 år eller ældre.

Forekomsten af multisygdom er stigende bl.a. på grund af stigende alder i befolkningen – men også grundet livsstilsfaktorer som fysisk inaktivitet og overvægt. Derfor vil multisygdom som sundhedsudfordring kun bliver endnu større i de kommende år.

2. Hvad er omkostningerne for de personer, der rammes - og for vores sundhedssystemer?

Sammenlignet med mennesker med én kronisk sygdom, er mennesker med multisygdom i større risiko for at konsultere egen læge (3 ud af 4 besøg hos egen læge relaterer sig til multisygdom), blive indlagt på sygehuset, have en længere indlæggelse og dø tidligt.

Samtidig er multisygdom forbundet med dårligere funktion, lavere fysisk aktivitetsniveau, dårligere livskvalitet, depression samt indtag af mange samtidige lægemidler. Der er en næsten eksponentiel sammenhæng mellem antallet af kroniske sygdomme og omkostningerne for samfundet.

En tidligere analyse har vist, at en lille gruppe på 120.000 danskere med multisygdom står for 10% af alle sundhedsudgifter blandt voksne. Det understreger tydeligt de samfundsmæssige konsekvenser af multisygdom.

3. Hvad de vigtigste spørgsmål, som din forskning forsøger at besvare?

Der er et stort behov for et større fokus på forebyggelse og behandlingsforløb udviklet og tilrettelagt sammen med mennesker med multisygdom for at sikre, at det imødekommer deres behov, forudsætninger og præferencer. Det er også det, patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle fremhæver som nogle af de vigtige prioriteter for forskning inden for multisygdom i fremtiden.
Det er netop omdrejningspunktet for en stor del af den forskning, vi har lavet de sidste år, og kommer til at lave i fremtiden.

Jeg vil særligt fremhæve tre projekter:
1. Det EU-finansierede MOBILIZE-projekt. Med udgangspunkt i en grundig afdækning af litteraturen, kohorteundersøgelser af store populationer ift. fysisk aktivitet og effekt af træning, interviews med patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle og patientforeninger og pilotafprøvninger har vi udviklet en patient-centreret behandling bestående af træning og self-management support til mennesker med multisygdom.

2. Det multinationale og EU-finansierede ESCAPE-projekt, koordineret af professor Susanne Pedersen fra SDU, har udviklet en helhedsorienteret og patient-centreret behandling, der ved hjælp af bl.a. digital sundhedsteknologi og en såkaldt care manager skal sikre, at personer med multisygdom får en individualiseret indsats på tværs af sektorer.

Kort om multisygdom

  • Multisygdom defineres ofte som to eller flere samtidige kroniske sygdomme hos det samme individ.

  • Det er forbundet med store konsekvenser og en stor byrde for den enkelte og samfundet, en konsekvens og en byrde der er større end blandt mennesker, der kun lider af én kronisk sygdom.

  • Over 1/ 3 af verdens befolkning lider af multisygdom, men forekomsten er i kraftig vækst. En lang række risikofaktorer bidrager til at udvikle multisygdom, bl.a. relateret til alder, inflammation, socioøkonomisk status, psykosociale faktorer samt livsstil (bl.a. inaktivitet og overvægt). 

3. Virtual-4-Meetings-projeket, som er finansieret af Novo Nordisk Fonden, har fokus på patienter med kompleks multisygdom, der er indlagt på hospitalet. Inden udskrivelse deltager patienten, den pårørende, egen læge, de sundhedsprofessionelle fra sygehuset og kommunen i en virtuel samtale. Her drøftes patientens fortsatte behandlingsplan, målsætninger og tilbagevenden til eget hjem og kommune, ligesom dagligdagsaktiviteter og opfølgning tilrettelægges i fællesskab. Projektet inkluderer også udvikling af uddannelse til sundhedsprofessionelle og udvikling af screeningsværktøj til at identificere borgere, der har særligt brug for den koordinerede indsats.

4. Hvad vil du gerne gøre anderledes ift. multisygdom?

Desværre er sundhedssystemets høje specialisering i enkeltsygdomme og skarpe opdeling mellem specialer en ulempe for mange patienter med multisygdom.

Når man lider af flere samtidige sygdomme, fører det nemlig til, at man får mange besøg i sundhedssystemet på tværs af specialer og lokationer. Det er ikke alene ineffektivt men også en ekstra belastning og frustration for personer med multisygdom og de sundhedsprofessionelle.

Det fører også ofte til usammenhængende og endda nogle gange modsatrettede anbefalinger og behandlinger med risiko for negative følgevirkninger. Der er derfor et stort behov for yderligere forskning inden for multisygdom.

Især er der et stort behov for at identificere effektive, omkostningseffektive og patient-centrerede indsatser og implementere dem i sundhedssystemet. Det er centralt for den forskning, vi laver på området.


Mød forskeren

Søren Thorgaard Skou er professor MSO ved Institut for Idræt og Biomekanik og forskningsleder i PROgrez, Næstved-Slagelse-Ringsted Hospital, og forsker bl.a. i smerter i muskler og led og multisygdom.

Redaktionen afsluttet: 24.03.2023